Edmonton. Nikolaj Ehlers var den helt store spiller, da Winnipeg Jets tidligt tirsdag morgen dansk tid hentede sæsonens første sejr i NHL.

Den danske ishockeyspiller scorede tre mål og blev noteret for en assist i Winnipegs 5-2-sejr ude over Edmonton Oilers.

»Det føles rigtig godt, siger Nikolaj Ehlers til Winnipeg Jets' hjemmeside.

- Vi spillede godt. Vi spillede simpelt, hårdt og hurtigt. Vi var i stand til at finde hullerne. Vi skal finde en måde at fortsætte med det, siger danskeren.

Winnipeg førte 2-0 efter første periode, hvor Nikolaj Ehlers assisterede ved 2-0-scoringen.

I anden periode fik Edmonton udlignet til 2-2 med to mål inden for mindre end et minut. Men inden periodens udløb havde danskeren med to mål bragt Winnipeg foran 4-2.

Målene faldt med lidt over et minuts mellemrum.

3-2-scoringen kom efter en soloaktion, som Nikolaj Ehlers indledte langt tilbage på egen banehalvdel.

Danskeren fik manøvreret sig forbi en modstander, og han sendte pucken i mål.

Lidt over et minut senere udnyttede danskeren et godt oplæg fra holdkammeraten Blake Wheeler, der havde pucken tæt ved mål.

I stedet for selv at afslutte spillede han pucken på tværs til den endnu bedre placerede dansker, der sendte den i mål.

Nikolaj Ehlers fuldendte sit hattrick mod slutningen af tredje periode, da Winnipeg var en spiller i overtal.

Mark Scheifele spillede pucken på tværs til danskeren, der huggede pucken i mål til sit andet NHL-hattrick i karrieren.

Den 21-årige dansker forlængede i sidste uge sin kontrakt med Winnipeg Jets med syv år.

Kontrakten indbringer ham omkring 265 millioner kroner.

Frederik Andersen vogtede målet, da Toronto Maple Leafs efter forlængelse vandt 4-3 hjemme over Chicago Blackhawks.

Lars Eller kom ikke på scoringstavlen for Washington Capitals, da holdet tabte 3-4 ude til Tampa Bay Lightning, også efter forlænget spilletid.

/ritzau/