Winnipeg Jets slog landsmændene fra Vancouver Canucks 5-1 i NHL natten til tirsdag.

Winnipeg. Danske Nikolaj Ehlers kom igen på scoringstavlen, da Winnipeg Jets slog landsmændene fra Vancouver Canucks 5-1 i verdens bedste ishockeyliga, NHL.

Kampen var en tæt affære i første periode, hvor de to canadiske hold sad tæt på hinanden.

Stillingen var 1-1 før anden periode, hvor Mathieu Perreault bragte Winnipeg foran 2-1.

Med seks minutter tilbage af perioden trykkede Tyler Myers af mod Vancouvers mål, mens Winnipeg var i overtal.

Målmand Jacob Markström fik reddet afslutningen, men pucken røg ud til Ehlers, der fra en halvliggende position fik sendt den i mål til 3-1.

I tredje periode scorede Josh Morrissey til 4-1, før Mathieu Perreault igen scorede til 5-1, som blev kampens resultat.

Det var tredje kamp i træk, at Ehlers fandt vej til målet i NHL. Scoringen bringer danskeren op på 24 point i 31 kampe. Den 21-årige dansker har scoret 14 mål og lavet ti assister.

Sejren bringer Winnipeg op på 41 point for 31 kampe. Det rækker til en placering i toppen af Western Conference, hvor kun Los Angeles Kings og St. Louis Blues har flere point.

Dermed ligger Winnipeg i øjeblikket på en af de eftertragtede pladser, der giver adgang til slutspillet. Der resterer dog for de fleste hold i NHL stadig mere end 50 runder, før billetterne til slutspillet uddeles.

Et andet sted i NHL fik Lars Eller cirka 15 minutter på isen, da Washington Capitals tabte 1-3 til New York Islanders.

Washington har 37 point for 31 kampe og ligger i den øvre del af Eastern Conference.

I den nederste del af Eastern Conference ligger Frans Nielsens Detroit Red Wings med 28 point for 30 kampe. Holdet tabte natten til tirsdag 1-2 efter overtid mod Florida Panthers.

/ritzau/