Calgary Flames og den bedste amerikanske hockeyliga NHL er i sorg.
Lørdag gik Calgary Flames' assisterende general manager, Chris Snow, bort efter fire års kamp mod nervesygdommen ALS.
Det fortæller hans hustru, Kelsie, i et opslag på X.
»I dag krammede vi Chris for sidste gang og sagde farvel, da han blev taget videre for at give fire personer livets gave ved at donere sine nyrer, lever og lunger,« skriver hun og fortsætter:
»Vi er sønderknuste og meget stolte. I både livet og døden stoppede Chris aldrig med at give. Hans lys leder vil lede os videre.«
Chris Snow blev diagnosticeret med ALS tilbage i 2019, efter han to måneder forinden havde følt tre af sine fingre på sin højre hånd være svagere.
Allerede dengang fortalte lægerne ham, at han ikke skulle forvente at leve længere end et år, fortalte han til The New York Times.
Trods den dystre melding fra lægerne holdt Chris Snow i, men tirsdag blev han ramt af et hjertestop og en scanning viste, at Snow var blevet katastrofalt hjerneskadet.
Og lægerne måtte atter give en dyster melding til Chris Snows familie.
Han ville ikke vågne igen.
»Mit bryst føles sprækket op og udhulet. Chris er den smukkeste, mest geniale person, jeg nogensinde har kendt, og et liv uden ham føles uholdbart. Kram dine medmennesker,« skrev hans hustru i et opslag på X.
Lørdag tabte Chris Snow kampen til ALS. 42 år gammel. Han efterlader sig sin hustru Kelsie, sin søn Cohen og datteren Willa.