Den tidligere FCK-boss Flemming Østergaard er ikke enig med de to eksperter hos Viaplay, der sammenligner torsdagens sejr over Canada ved kvartfinalen under VM i ishockey med fodboldlandsholdets EM-triumf i 1992.
Men det er ikke så langt fra.
Vinder Danmark både semifinale og finalen, så er triumfen på niveau med EM 1992, siger han til B.T.
»Jeg vil ikke sige, at sejren i går er helt på niveau med EM-triumfen i 1992 – endnu. Men hvis Danmark går hele vejen og vinder VM, så er vi der,« siger Flemming Østergaard, der også kaldes for 'Don Ø'.
Det er de to Viaplay-eksperter, de tidligere ishockey-profiler Mikkel Bødker og Nichlas Hardt, der efter torsdagens sensationelle sejr over Canada sammenlignede med EM-triumfen i 1992.
»Jeg tror knap mine egne øjne. Det er jo et ismirakel. Og Mikkel (Bødker red.) du sagde det jo, det er ligesom EM i 1992,« sagde en meget berørt Nichlas Hardt i ViaPlay-studiet.
B.T.s sportsredaktør, Lasse Vøge, er hverken enig med ishockey-eksperterne eller Flemming Østergaard.
»Dansk VM-guld i ishockey vil stå som noget helt sensationelt - ja, nærmest absurd. Det vil skyde sig op i top 3 over danske sportspræstationer. Men jeg vil fastholde, at fodboldlandsholdets EM-sejr i 1992 stadig vil stå alene øverst på skamlen,« siger han.
Lasse Vøge har flere argumenter for sin vurdering.
»Fodbold er verdens største sport, og hele fortællingen om det hold og den sommer er så speciel. Vi slog europamestrene i semifinalen og verdensmestrene i finalen - med et hold primært bestående af Superligaspillere,« siger han og tilføjer:
»Jeg holder fast i EM 1992 som den største danske sportspræstation - men VM 2025 kan bide den i haserne.«
Danmarks semifinale mod Schweiz spilles lørdag klokken 18:20 i Stockholm i Sverige. Følg opgøret her på bt.dk.