»Jeg er blevet lam fra brystet og ned«.

For en uge siden var hun involveret i et grimt uheld.

Nu siger den finske ishockey-spiller Sanni Hakala endelig sine første ord efter ulykken, skriver svenske Aftonbladet.

Kaptajnen for det svenske ishockey-hold HV71 fik et grimt slag i hovedet efter kollision med målstolpen i en kamp mod Djurgården sidste fredag. 

Kampen blev aflyst efter at have været afbrudt i 40 minutter, og kort efter meldte klubben ud, at 26-årige Sanni Hakala havde pådraget sig skader i nakken. 

Ishockeys-spilleren blev hasteopereret lørdag.

Og fredag - blot seks dage senere - har hun lagt et opslag op på Instagram, hvor hun fortæller om sin ulykke. 

»Det er stadig svært at forstå, hvad der er sket. At sammenstødet med målstolpen var så alvorligt, som det var, og at konsekvenserne har været så store.«

»Ikke alene er jeg tvunget til at stoppe med at spille hockey, noget der har været en stor del af mit liv i mange år, men jeg kan også blive tvunget til at sidde i kørestol resten af ​​mit liv.« 

»Skaden, jeg pådrog mig i fredags efter at have kollideret med målstolpen, har gjort mig lam fra brystet og ned, med nedsat funktion i mine arme og hænder. Det er en virkelighed, jeg forsøger at acceptere,« skriver hun på Instagram.

Ishockey-kvindens klub, HV71, fortæller, at der venter en lang genoptræning for den finske landsholdsspiller og opfordrer fans og støtter til at give Sanni Hakala ro til netop det.