De dyre danske ismænd har tjent kassen i USA, mens langt de fleste landsmænd sov fra deres bedrifter.

Tirsdag sagde ishockey-legenden Mikkel Bødker stop for en flot karriere, der blandt andet bød på 12 sæsoner i NHL.

I verdens bedste ishockey-liga er lønningerne offentlige, og her fremgår det, at Bødker i sin tid på absolut øverste niveau nåede at skrabe over 29 millioner dollar sammen. Det er over 200 millioner danske kroner.

Han er dog overgået af tre danskere på den liste.

Den første og den største, Frans Nielsen, ligger ikke overraskende nummer et med over 280 millioner kroner i NHL-løn gennem sin mangeårige karriere.

Lige i hælene følger superkeeper Frederik Andersen og Lars Eller, mens Danmarks topscoreren ved VM, Nikolaj Ehlers, kommer med fuld kraft bagfra.

Ehlers, der var den eneste NHL-spiller i den danske VM-trup til denne slutrunde, tjener 90 millioner over de næste to år og kan dermed gå forbi alle de andre på listen – formentlig i kamp med Frederik Andersen.

I NHL vælger klubberne, hvem der får ret til at skrive kontrakt med de nye ansigter uden for ligaen i den såkaldte draft, og her er Bødker den dansker, der blev valgt tidligst.

18-årige Mikkel Bødker blev fisket til NHL.
18-årige Mikkel Bødker blev fisket til NHL. Foto: Jeppe Michael Jensen
Vis mere

I 2008 gik han i første runde som nummer otte, hvilket giver et godt billede på, hvor store forventninger der var til ham.

Det blev til 709 kampe, 118 mål og 209 assister i verdens bedste række, før den 33-årige sluttede karrieren i Schweiz.

Hans sidste ishockeykamp blev meget passende i rødt og hvidt, og efter det danske VM-exit fortalte han om beslutningen.

»Det er en sjov følelse at stå med. Jeg har vidst det længe. Det føles faktisk ret godt. Jeg har mange fede minder at se tilbage på. Nu glæder jeg mig til at komme hjem til min kone, datter og familie og hygge mig med dem,« sagde han til TV 2.

Top-7: De bedst betalte danskere i NHL

  1. Frans Nielsen, 282 mio. kr.
  2. Frederik Andersen, 262 mio. kr.
  3. Lars Eller, 251 mio. kr.
  4. Mikkel Bødker, 203 mio. kr.
  5. Nikolaj Ehlers, 199 mio. kr.
  6. Oliver Bjorkstrand, 126 mio. kr.
  7. Jannik Hansen, 113 mio. kr.

Dernæst er der et gevaldigt hop ned til næste dansker på listen.