Der er dømt nordisk lokalopgør, når Danmarks 'underdogs' og Finlands medaljeaspiranter onsdag aften tørner sammen ved ishockey-VM i BOXEN i Herning.
»Finnerne er storfavoritter til sejren. Så vi må nok erkende, at vi skal ud at jagte et mirakel, hvis vi skal have point ud af opgøret,« siger backen Jesper Jensen Aabo, der har et helt specielt forhold til finnerne.
{embedded type="node/" id="59434941"}
»Jeg har jo spillet i Helsinki-klubben Jokerit de seneste tre sæsoner. Så rent faktisk er vi flere klubkammerater, der skal duellere. Som jeg ser det, kan det gå to veje. Det kan enten skabe ekstra tænding eller betyde, at nogle spiller lidt for blødt. Men i mit tilfælde kommer jeg til at gå ekstraordinært til den. Det er finnerne udmærket klar over. Samtidig ved de også, at jeg ikke vil gå efter at skade nogen bevidst. Det kunne være dejligt at komme hjem til Finland og drille dem med at danskerne vandt,« siger Jesper Jensen Aabo, der efter denne sæson har et år tilbage af sin kontrakt med Jokerit.
»Jeg elsker at bo i Finland. Så hvis muligheden opstår, vil jeg ikke udelukke, at jeg forlænger min kontrakt,« siger han.
Det danske landsholds kaptajn Peter Regin er også på kontrakt i Jokerit.
»Det bliver ikke sådan, at vi ikke kommer til at gå til den. Begge hold vil gerne vinde. Så når man er på isen, gør man altid det bedste man kan for at vinde,« siger Peter Regin, der har det fint med, at det danske hold op til kampen mod Finland bliver forstærket med NHL-duoen Jannik Hansen og Mikkel Bødker fra San Jose Sharks.
»Jo flere spillere man har der er vant til at spille på højeste niveau, desto bedre er det. Deres tilstedeværelse vil helt klart spidse vores hold til. Samtidig er det et par gode fyre. Men det er alle landsholdsspillere. Man kommer ikke langt indenfor ishockeysporten, hvis ikke man er en god holdkammerat. Der er en speciel kultur, hvor de sorte får som regel bliver siet fra tidligt,« siger Peter Regin.
