Det så voldsomt ud, da Lucas Bjerre Rasmussen fredag fik et slag i ansigtet og faldt om på isen i Frederikshavn.
Den unge spiller fik et hårdt knytnæveslag i hovedet efter noget tumult med Frederikshavns Kristian Jensen efter at have mistet sin hjelm som følge af tumult på isen.
Og nu undersøger politiet sagen.
»Vi er ved at undersøge omstændighederne omkring episoden,« siger politikommissær Peter Skovbak ved Nordjyllands Politi i Frederikshavn, til Nordjyske.
Han ønsker dog ikke at oplyse, om sagen bliver efterforsket som en voldssag, men han fortæller dog, at politiet har fået flere henvendelser omkring episoden.
En af dem, der valgte at anmelde episoden, var Lars Schmidt fra Viborg. Det fortalte han til B.T. søndag morgen.
»Jeg har valgt at anmelde ham, fordi det, som han gør, er helt ude af proportioner og hører ingen steder hjemme,« fortalte Lars Schmidt, der ikke er fan af hverken Odense Bulldogs eller Frederikshavn White Hawks.
Han var dog rystet over hændelsen.

»Jeg har set flere af de gamle ishockey-spillere herhjemme været ude og sige, at det er helt uacceptabelt. Og jeg har igennem årene fulgt med i nordamerikansk ishockey, og hvis dette var sket derovre, så var han blevet slået ihjel,« fortalte Lars Schmidt.
18-årige Lucas Bjerre Rasmussen blev slået bevidstløs, da han blev ramt af Kristian Jensens næve, og efterfølgende kæmpede Frederikshavns læge i flere minutter med ham på isen.
Lucas Bjerre Rasmussen måtte efterfølgende blive i det nordjyske, hvor han var indlagt og under observation. Han blev hurtigt scannet, og her var der positivt nyt at hente i den forstand, at han ikke havde nogen indre blødninger.
Han havde dog fået en 'mindre fraktur i ansigtet' – formentlig som følge af, at han slog ansigtet ned i isen, ligesom han har fået en kraftig hjernerystelse.
»Han har det efter omstændighederne okay. Han ville gerne have været hjemme med bussen, men det var måske lige hurtigt nok, da han skulle være under observation. Han har det, som man nu engang har det efter en kraftig hjernerystelse. Der er mange ting, han ikke må lige nu,« oplyste Henrik Benjaminsen, der er sportschef for Odense Bulldogs, lørdag eftermiddag.
Det er ikke unormalt, at der udbryder slagsmål mellem spillerne på isen. Det er sket mange gange før, og det kommer også til at ske fremover.
Dog er der også nogle 'uskrevne regler', og derfor vil tiden vise, om episoden får yderligere konsekvenser for Kristian Jensen, der allerede er blevet straffet med 17 spilledages karantæne.
Han kan spille igen fra den 1. december.
