Midt i en farlig virkelighed, hvor den globale sportsverden er lukket ned af den hærgende coronavirus, ser Danmarks Ishockey Unions formand, Henrik Bach Nielsen, positivt på dansk ishockeys fremtid.

»Ingen går fri. Heller ikke os. Men selv om det er meget svært lige nu, skal vi nok komme igennem det. Jeg fornemmer på den vilje og det gåpåmod, jeg møder overalt, at der også er ni hold i Metal Ligaen den kommende sæson,« siger han til B.T.

»Men jeg har også tilkendegivet over for klubberne, at det er et helt andet og hårdt presset sponsormarked, de kigger ind i. Ved finanskrisen stod vi sammen og lavede nogle intelligente greb, som hjalp os alle, såsom lønloft og begrænsning af udlændinge. Vi finder også løsninger på corona-udfordringen.«

Således har DIU allerede besluttet at komme med en økonomisk hjælpepakke til klubberne takket være overskuddet på godt 13 mio. kr., man scorede på værtskabet af VM i 2018 i Royal Arena og Boxen i Herning.

Uden den økonomiske og sportslige VM-succes havde håndsrækningen til klubberne ikke været mulig.

»På den front tror jeg, vi er foran mange andre forbund,« siger Henrik Bach Nielsen om hjælpepakken.

»Men jeg erkender også, at det er en mærkelig fornemmelse, vi står med i dag. Lige nu skulle slutspillet banke derudad, vores piger skulle for første gang spille A-VM i Canada, og herrelandsholdet stod over for et spændende VM i Schweiz. Alt er aflyst. En tom fornemmelse. Vi er rastløse.«

En trods alt optimistisk formand tøver ikke med at kalde DIU's sponsor til både ligaen og landsholdet, Dansk Metal, for 'Danmarks bedste sponsor'.

»Det giver ro på bagsmækken, at vi har en sponsor af den kaliber. Formanden, Claus Jensen, har ringet til mig og sagt, at vi kan sove roligt om natten. Det er sgu format i en svær tid. De kan være stolte af deres formand i Dansk Metal,« understreger Henrik Bach Nielsen.

Dansk ishockeys førstemand har siden 2012 siddet i det internationale ishockeyforbund IIHF's Council, hvor han med sit politiker-gen har været en markant stemme med stor gennemslagskraft.

Selv om Danmark har spillet i VM's A-gruppe siden 2003, er det langtfra en naturlov, at et relativt lille forbund har en repræsentant i det 13 mand store Council, IIHF's fornemste organ.

»De seneste uger har været meget hektiske med telefonsamtaler dagligt med kolleger i Council og med andre lande. Et af de brændende spørgsmål er VM i 2025, som Sverige og Danmark fik tildelt. Meget tyder på, at Schweiz, som i to år har arbejdet stenhårdt på VM 2020, vil få arrangementet i 2021. Schweizerne nyder stor sympati og får også min stemme,« siger Henrik Bach Nielsen.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Bliver det hele rykket, og Sverige og Danmark får tilbudt VM i 2026, kan jeg godt leve med det. Men hvad siger Sverige? De frygter konkurrencen fra vinter-OL i februar 2026 i Milano og Cortina d'Ampezzo.«

»Jeg arbejder hver dag på sagen, men der er nogle elementer, jeg ikke helt kan styre. Nu må vi se, hvor vi ender. Jeg holder hovedet oppe.«

Et andet stort spørgsmål er OL-kvalifikationsturneringen 27.-30. august i år i Oslo med Norge, Danmark, Sydkorea og Slovenien, hvor vinderen kvalificerer sig til OL i 2022 i Beijing.

»Mit blik er rettet mod NHL. Der er stor usikkerhed om, hvornår NHL kommer i gang og i givet fald vil slutte. Mange forskellige modeller er i spil. Jeg følger udviklingen tæt, da situationen i NHL får stor indflydelse på de danske OL-muligheder,« siger Henrik Bach Nielsen.