I december svævede et af dansk ishockeys store talenter, Kasper Larsen, mellem liv og død.

I august rejser han til Canada og tager første skridt på vejen mod det ultimative mål, NHL.

»Fra den ene yderlighed til den anden. Men en professionel nordamerikansk karriere har hele tiden været i mine tanker,« siger den unge fighter.

Den 17-årige Rødovre-back blev i sommer valgt som nr. 15 overall i CHL-draften af Mississauga Steelheads i Ontario Hockey League, OHL, én af de tre store canadiske juniorligaer.

Kasper Larsen har ikke spillet en eneste kamp siden det livstruende uheld 13. december i tredje periode i en kamp mod Norge ved U20-VM i Minsk i Hviderusland.

En norsk spiller hamrede med fuld kraft direkte ind i en uforberedt dansker i en situation midt på isen.

Kasper Larsens milt blev knust, og under den fire timer lange operation fjernede lægerne det blodfyldte organ i venstre side af bughulen, som bruges til at fjerne bakterier og virus fra blodet. Han mistede tre liter blod.

Fire dage efter operationen kom Kasper Larsen hjem med ambulancefly og blev indlagt på Herlev Sygehus.

Sådan så det ud, da Kasper Larsen lå i sengen på sygehuset i Minsk dagen efter den fire timer lange operation, hvor milten blev fjernet, og han havde mistet tre liter blod.
Sådan så det ud, da Kasper Larsen lå i sengen på sygehuset i Minsk dagen efter den fire timer lange operation, hvor milten blev fjernet, og han havde mistet tre liter blod. Foto: PRIVATFOTO
Vis mere

Ishockeyspillerens far, Mikael Larsen, var med i Minsk og har tidligere i B.T. rettet en stor tak til landsholdets læge, Martin Kirkegaard, og alle i den danske organisation, som reagerede så hurtigt og skarpt, da Kasper Larsen lå livløs i hallen med voldsomme smerter.

»Jeg kan næsten ikke vente med at komme af sted. Jeg har haft flere muligheder, også i Sverige, men jeg er ikke i tvivl om, at Mississauga Steelheads er den rigtige klub for mig. En ønskeklub,« siger Kasper Larsen.

Steelheads' general manager, James Richmond, er en god bekendt af dansk ishockey. Han har tidligere spillet i Gladsaxe og Vojens, og i sæsonen 1987/88 lavede han 47 point for bundholdet Gladsaxe og blev Eliteseriens mest scorende spiller med 29 mål i 24 kampe.

»Jeg har talt med James Richmond og glæder mig til at møde ham og holdet. Jeg ved, at der venter hårdt arbejde hver eneste dag, men jeg er klar til at give alt, hvad jeg har. Der er ingen eftervirkninger af skaden i Minsk. Hverken fysisk eller mentalt,« siger Kasper Larsen, som har trænet målbevidst og været på is i sommer i både Malmø og i hal 2 i Gentofte.

Kasper Larsen hjemme i Rødovre med pokalen for bedste danske spiller ved U20-VM mod Slovenien i Minsk.
Kasper Larsen hjemme i Rødovre med pokalen for bedste danske spiller ved U20-VM mod Slovenien i Minsk.
Vis mere

Kasper Larsen er en stor, stærk back. Han måler 1,97 meter og vejer 105 kilo. Han debuterede i Metal Ligaen som 16-årig kort før sin 17 års fødselsdag og var i den amputerede sæson en af den danske ligas og U20-landsholdets yngste spillere.

»En type, der passer godt til os,« siger James Richmond.

Kasper Larsen er i 'stald' hos Sports Management Group hos Bjarne Madsen og Morten Green.

»Jeg har kendt Kasper i halvandet år. Der er ingen tvivl om, at han – ud over sin størrelse – har egenskaber, nordamerikanske klubber kan bruge. Hans spilforståelse og arbejde med pucken er på højt niveau af en spiller i dén alder. I alle årgange har han gjort store fremskridt. Om han når sit mål, NHL, er umuligt at sige. Der er lang vej. Vi er blevet klogere om tre-fire år. Det er et tålmodighedsarbejde. Og det ved Kasper også,« siger Morten Green.

Morten Green er dansk ishockeys rekordmand med 316 landskampe og 19 VM-turneringer i træk – og den første dansker, som har bestået agenteksamen under SICO, ishockeyspillernes fagforening i Sverige.