Jesper B. Jensen har spillet 36 VM-kampe siden 2011 og er en nøglespiller på Janne Karlssons VM-hold.

»Min VM-debut i 2011 i Bratislava glemmer jeg aldrig. Det var en drengedrøm, der gik i opfyldelse. Jeg var 19 år og den yngste på holdet. Jeg husker den fantastiske stemning og atmosfære, som var det i går,« fortæller  Jesper B. Jensen og fortsætter:

»Landsholdet betyder utrolig meget for mig. Jeg er stolt over at spille med løven på brystet. Det er en ære at repræsentere sit land. Den glæde og tilfredsstillelse, det er at kæmpe for Danmark og skabe resultater, ingen havde regnet med, slår alt. Opmærksomheden omkring VM-holdet tænder spillerne og får det bedste frem i os,« siger han.

Siden Bratislava har Jesper B. Jensen deltaget i VM i Stockholm i 2012 og 2013, Minsk 2014, Ostrava 2015 og Moskva 2016 og til dato spillet 36 VM-kampe.

Nu venter VM i maj i Köln, og alt taler for, at den rutinerede back med det store hockeyhjerte også er blandt de danske spillere i Jyske Bank Boxen i Herning i 2018.

»VM i Danmark bliver en kæmpe fest. Jeg håber på min chance og kan få kuldegysninger ved tanken om at stå på isen og høre nationalsangen i en stuvende fuld arena. Tænk, hvis det lykkes Danmark at gå videre til kvartfinalerne og rive nationen med i vild eufori,« siger en drømmende Jesper B. Jensen.

Foto: Jan Korsgaard
Vis mere

Rødovre-drengen afslørede i en tidlig alder et usædvanligt talent, og Rødovre Mighty Bulls fik ikke lov at beholde ham længe. Som 17-årig droppede han ud af gymnasiet på Falkonergården og tog til Rögle, og via Färjestad kom han til Helsingfors, hvor han er klar til sin tredje sæson i Jokerit i den russiske liga, KHL.

»Jeg elsker mit professionelle hockeyliv. Det var den fremtid, jeg drømte om som dreng i Rødovre. Jeg har et år mere i Jokerit og nyder at spille sammen med Peter Regin og Oliver Lauridsen. Dejligt med en lille danskerkoloni i Helsingfors både på isen og udenfor. KHL er en sjov liga med højt niveau,« siger Jesper B. Jensen.

Dét, Jesper B. Jensenhusker bedst fra VM-debuten i Slovakiet, var puljesejren over Letland med 3-2 efter straffeslag. Mads Christensen scorede alle tre danske mål. Dengang var de 16 hold inddelt i fire puljer.

»Sejren over de lettiske KHL-spillere var uhyggelig vigtig og en befrielse. Hvilket drama. Vi fightede som gale og slap for at skulle ud i en nervepirrende nedrykningskamp,« siger Jesper B. Jensen.

Highlights i mellemrunden: Danmark vandt 4-3 over Tyskland og tabte med de samme cifre til Rusland i en kamp, hvor landstræner Per Bäckman to minutter før tid tog målmanden Frederik Andersen ud.

I Stockholm i 2012 var holdene inddelt i to puljer med otte i hver. Det danske hold kom til den svenske hovedstad med fire NHL-profiler, Frans Nielsen, Jannik Hansen, Lars Eller og Philip Larsen, syv spillere fra topligaerne i Sverige, Tyskland og Finland og stor optimisme. Ingen lagde skjul på, at målet var en kvartfinale som for to år siden i Tyskland.

»Det var et chok for os, at vi tabte 3-4 efter forlængelse til Italien i en skrækkelig kamp, hvor vi spillede langt under niveau, men vi reddede livet med 2-0 over Letland. Frederik Andersen fra Frölunda var en levende mur og nøglen til sejren. Han var den sæson Elitseriens bedste målmand med otte shutouts,« siger Jesper B. Jensen.

Stockholm lagde også is til VM året efter, hvor Danmark hentede seks point i puljen og lagde Hviderusland og Slovenien bag sig.

»Vi leverede en kæmpeindsats mod Tjekkiet og tabte efter straffeslag. Jeg husker også den sidste kamp mod Tre Kronor, hvor en rørt Per Bäckman i sin afskedskamp blev hyldet som ”bedste danske spiller” for øjnene af 12.000 tilskuere i Globen. Vi førte 2-1 inden sidste periode, men blev kørt over af Sedin-brødrene i tredje periode og tabte 2-4,« siger Jesper B. Jensen.

Foto: YURI KADOBNOV
Vis mere

I Minsk 2014 var storspil og sejren på straffeslag over Tjekkiet det mest mindeværdige resultat på isen. Men dét, VM-backen husker lige så godt fra den hviderussiske hovedstad, var triumfen på kongressen. Med stemmerne 95-12 udklassede Danmark konkurrenten Letland, og værtsskabet for VM 2018 blev tildelt Royal Arena og Jyske Bank Boxen, noget som vil skabe eufori hos både fans og spillere, som Jesper B. Jensen nævner først i interviewet.

VM i tjekkiske Ostrava i 2015 er et af dem, der hurtigt bliver glemt. Sejren i den første kamp over Slovakiet på 4-3 efter straffeslag og 4-1 sejren over Norge var lyspunkterne. Vigtigst var det, Jesper B. Jensen & co. med 14. pladsen holdt Østrig og Slovenien bag sig.

Jesper B. Jensen ser tilbage på sidste års VM i Moskva med blandede følelser. Det var klasse at tage elleve point i de syv puljekampe med 3-0 over Norge og 4-1 over Kasakhstan, sejre på straffeslag over Letland og Tjekkiet og nederlag i overtid til Schweiz. I kvartfinalen blev det til et nederlag på 1-5 mod de senere sølvvindere, Finland. Når Jesper B. Jensen havde svært ved at smile, skyldtes det en alvorlig skade i den tredje kamp mod Schweiz.

»Jeg fik en skulderskade og fløj hjem fra Moskva to dage senere. Jeg var først klar igen i august,« siger han.

For landstræner Janne Karlsson har en spiller som Jesper B. Jensen stor værdi.

»Jeg lærte Jesper at kende, da jeg var træner i Rögle i slutningen af sæsonen 2012/13. Han var et lysende talent med enorm vilje og stort potentiale. Jeg var glad for at kunne anbefale ham, da Färjestad ringede for at høre nærmere om den unge danske back,« siger Janne Karlsson.

»Jesper udvikler sig hele tiden, og jeg ved, at de er meget glade for ham i Jokerit. På landsholdet er han en dynamo. Hårdtarbejdende, positiv, altid glad. En meget vigtig spiller.«