Lars Eller er ikke i tvivl og siger uden tøven: »Det er det stærkeste hold i min tid i klubben.«

På fjerde sæson er den 30-årige playmaker en del af hovedstadsklubben Washington Capitals. Og det er blot halvandet år siden, han som den første dansker kunne løfte verdens fornemste ishockeytrofæ, Stanley Cup, i jubel efter finalesejren over Vegas Golden Knights.

Men i Lars Ellers øjne er Washington Capitals NHL-stjerner bedre end dengang, de lagde samtlige konkurrenter bag sig i turneringen, der vejer tungere end VM og OL.

»Når du spørger i dag, om jeg vil være skuffet, hvis vi ikke vinder Stanley Cup igen, er svaret ja. Vi har et hold, der kan slå alle, når vi spiller op til vores bedste,« siger han til B.T.

Foto: Kim Klement
Vis mere

»Men jeg ved også, at hold, der går videre til playoff fra en syvende- eller ottendeplads, har chancen for at vinde. Det er en uhyggeligt stærk og tæt turnering, og der sker altid overraskelser. I slutspillet skal man ikke tage noget for givet.«

Washington Capitals topper Eastern Conference med 53 point for 35 kampe, fem point flere end nr. to, Boston Bruins, som dog har spillet en kamp mindre. I Western Conference har topholdet St. Louis Blues 48 point for 35 kampe.

Lars Eller har haft en god sæson i Capitals' tredjekæde og lavet 17 point (syv mål og ti assists) med en plus/minus på plus otte.

Det syvende mål hamrede han ind fra halvdistancen i højre side i 5-2-sejren i udekampen mod Tampa Bay Lightning til 2-1 i starten af tredje periode, hvor Capitals med fire mål satte tingene på plads.

Lars Eller blev kåret som kampens 2. Star, kun overgået af Capitals' russiske målmand, Ilya Samsonov.

Natten til tirsdag dansk tid spillede Washington Capitals ude mod Columbus Blue Jackets med Oliver Bjorkstrand og løb ind i et sjældent nederlag. Klubben fra Ohio vandt 3-0 med to mål af den tidligere Herning-spiller.

»Det er gået godt for holdet og for mig personligt i både fem mod fem, undertal og i den anden powerplay-opstilling. Vores top-6-forwards er stort set de samme og holder et meget højt niveau. De nye har givet tredje- og fjerdekæden en mere fysisk karakter. De er måske ikke så teknisk betonede, men spiller med høj fart og stor intensitet. Vi har mange kompetencer og kan spille på mange forskellige måder. Vi har alle elementer til at nå langt og er svære at slå,« siger Lars Eller.

Rødovre-drengen Lars Eller kom via en af Sveriges største talentfabrikker, Gøteborg-klubben Frölunda, til St. Louis Blues, som i NHL-draften i 2007 valgte ham som nr. 13 i første runde.

Foto: GRANT HALVERSON
Vis mere

Derfra gik turen til Montreal Canadiens, hvor han spillede i seks sæsoner. Og fra 2016 har adressen været Washington.

Lars Eller skrev 10. februar 2018 en fem års kontrakt med Capitals til 3,5 mio. dollar om året, svarende til 24,5 mio. danske kroner, og cementerede på smukkeste vis de danske NHL-spilleres position blandt de bedst lønnede stjerner i dansk idræt.

»Jeg har denne og tre sæsoner mere i Capitals. Jeg og familien trives i Washington. Femårs-kontrakten giver en ro og sikkerhed, som jeg prioriterer højt,« siger han.

I sit lange nordamerikanske eventyr har den hårdtarbejdende og intelligente playmaker spillet i alt 720 NHL-kampe med en score på 272 point (123 mål og 149 assists). Dertil kommer 81 playoff-kampe, hvor han har lavet 44 point (14 mål og 30 assists).

Foto: Harry How
Vis mere

Den vigtigste scoring var utvivlsomt matchvindermålet i den femte og sidste kamp i finaleserien i 2018 mod Vegas Golden Knights 12,23 minutter inde i tredje periode.

Det var en stor og euforisk dag for Lars Eller i Las Vegas – og det var det også 8. august sidste år, da han præsenterede Stanley Cup i Rødovre, hvor det hele startede.

Syv år forinden var Lars Ellers bysbarn Jannik Hansen så tæt på at få Stanley Cup med hjem, som man overhovedet kunne komme.

Jannik Hansen og Vancouver Canucks førte 3-2 i kampe i finalen mod Boston Bruins, men formåede ikke at snøre sækken. Han vandt til gengæld som første dansker verdens næststærkeste klubturnering, KHL, med CSKA Moskva.