Den 31-årige Frederik Storm vil efter otte sæsoner i Malmø prøve sig af i en ny liga.

Efter otte sæsoner i svensk ishockey forlader den danske landsholdsspiller Frederik Storm Malmö Redhawks. Det bekræfter den 31-årige forward til avisen Kvällsposten.

Frederik Storm er blevet enig om en kontrakt med en ny klub, men navnet på hans nye hold er endnu ikke offentliggjort. Det er dog ikke en svensk klub, fortæller han til avisen.

- Skal jeg forsøge noget nyt, så skal det være nu. Jeg var heller ikke interesseret i at spille for en anden klub i Sverige (end Malmö Redhawks, red), siger han til avisen.

Ifølge Kvällsposten har Frederik Storm indgået en etårig aftale med en KHL-klub. KHL-ligaen er baseret i Rusland og omfatter hold fra flere andre lande.

I lighed med mange andre sportsturneringer har KHL indstillet sæsonen uden at kåre en vinder som følge af coronavirusudbruddet.

/ritzau/TT