Det danske ishockeylandsholds 26-årige wing, Morten Poulsen, Oskarshamn, er en af de få idrætsmænd på internationalt topniveau, som har type 1-diabetes.

Hvornår fik du konstateret diabetes?

»For fem år siden under en camp inden VM i Tyskland.«

Frygtede du, at du var færdig på landsholdet?

»Nej. Det var en lidt chokerende besked og en omvæltning, men det slog mig ikke ud.«

Oplever du diabetes som et problem i din idrætskarriere?

»Nej, det er ikke noget, jeg tænker på. Jeg har lært at leve med det. Jeg holder hele tiden øje med mit blodsukker og sprøjter mig i maven og låret med insulin fem gange om dagen.«

Har du måttet melde afbud til en landskamp på grund af diabetes?

"Ja, én gang. Til den sidste testkamp mod Tysklad i Vojens, inden vi rejste til Ostrava. I tre dage havde jeg problemer med for lavt blodsukker. Det var en hård kamp at blive klar til VM."

Har du hørt om andre med type 1-diabetes på et landshold?

»Nej, men måske er der nogen. Der er værre ting end diabetes. For mig har den ikke haft den store betydning.«

Du var uheldig i den første kamp mod Slovakiet og beskadigede en lillefinger?

»Det er måske ikke mit VM.«