En sen aftentime i Ostrava fejrede dansk ishockey en af sine største triumfer med en sensationel 4-1 sejr over Norge, hademodstanderen og den onde ånd i adskillige VM-turneringer.

Sejren betyder, at Danmark uanset resultatet af den sidste kamp mod Slovenien mandag aften er klar til sit 14. VM næste år i Moskva og Sankt Petersborg, hvis topholdet USA slår bundholdet Slovenien i ordinær tid søndag kl. 16.15.

Det var lykkelige danske spillere og trænere, som faldt hinanden om halsen efter det befriende slutsignal i CEZ Arena.

»Det var måske ikke vores bedste kamp, men vi kæmpede røven ud af bukserne,« siger en lykkelig Daniel Nielsen.

»Jeg troede aldrig mere, at vi skulle slå Norge i en VM-kamp, men vi leverede en kæmpe arbejdsindsats,« fortsætter han.

Sebastian Dahm holdt stilen i det danske mål med sin aggressivitet og selvtillid fra Rødovre-kampene og er ved at bide sig fast i den internationale elite.

»Det er sgu fedt det her. En ubeskrivelig følelse at slå ærkerivalerne. Nøglen til vores sejr er ånden og viljen til at sætte holdet højest,« siger han.

Det lykkedes ikke Oliver Bjorkstrand at score, men det tog han meget let.

»Vi vinder, det er det vigtigste. Det var dejligt at være med til. Hårdt arbejde gav bonus,« siger han.

Nicholas B. Jensen åbnede scoringen efter 111 sekunder med sit første landskamppoint i kamp nr. 9, da et relativt blødt skud fik lov at sejle over skulderen på Lars Haugen i det norske mål.

Anders Poulsen hentede pucken, så den store back fra Aalborg Pirates kunne få en souvenir med hjem.

Nicholas B. Jensens karriere har haft et usædvanligt forløb. Han lærte at løbe på skøjter af Morten Green i Rungsted og var angriber i tre sæsoner i Sverige og seks i Nordamerika, inden han blev hentet til Aalborg som back op til denne sæson

Den succesrige omskoling på rekordtid er ikke det mest sensationelle. Under en camp i Odense op til VM fik han et brud på foden. Den er stadig ikke helt i orden. Men hva', man er vel hockeyspiller.

Daniel Nielsen har spillet en stor turnering og scorede sit andet mål i Ostrava med 24 sekunder tilbage af første periode i powerplay godt hjulpet af Morten Madsen, som spærrede Haugens udsyn.

Hvordan fejrer man sit 100. landskampjubilæum? Selvfølgelig med at score. Og det var, hvad Frederik Storm gjorde med 3-1 målet 13 minutter inde i anden periode. Også i powerplay.

Det var karrierens 12. landskampmål, men det første point i CEZ Arena, hvor den hurtige wing er blomstret op i Green-kæden.

Det sidste mål til signeret Julian Jakobsen på en eminent pasning fra kaptajnen Morten Green i hans landskamp nr. 277. Flottere kunne det ikke gøres.

Morten Madsen leverede som altid en kolossal arbejdsindsats og blev kåret som bedste danske spiller.

Det ydmygende nederlag kostede Norge chancen for at kvalificere sig til kvartfinalen, så det gjorde dobbelt ondt på Ole-Kristian Tollefsen og co.

De omkring 4-500 danske hockeyfans i Ostrava havde ingen problemer med at komme ind til Norgeskampen til normalpris.

Men aftenen forinden mod USA, hvor arenaen var fyldt til bristepunktet, måtte mange købe billet på det sorte marked i fanområdet uden for hallen.

VM, CEZ Arena, Ostrava

Danmark-Norge 4-1 (2-1, 1-0, 1-0)

Andre læser også