Ruslands præsident, Vladimir Putin, har fået nok af en udmelding fra flere vestlige lande – herunder Danmark.

Nu går Putin videre med sagen og beordrer 'aggressive diplomatiske og juridiske foranstaltninger'.

Baggrunden er, at Danmark, Sverige, Norge, Finland, Tjekkiet, Schweiz, Letland og Østrig nægter at spille mod Rusland ved næste års VM i ishockey, som afholdes i Tyskland, så længe krigen i Ukraine fortsætter.

»Indtil videre har det kun været snak. På ordre fra Vladimir Putin har vi taget aggressive diplomatiske og juridiske foranstaltninger,« siger den russiske sportsminister, Mikhail Degtyarev, til det russiske nyhedsbureau Tass.

Foreløbig har russerne klaget til Den Internationale Olympiske Komité (IOC).

»Vi har sendt en klage til IOC med anmodning om et møde i eksekutivkomitéen (det øverste ledelsesorgan i IOC, red.) for at tage hånd om situationen,« lyder det fra Mikhail Degtyarev.

Her ses den russiske sportsminister, Mikhail Degtyarev (tv), og præsident Vladimir Putin under et møde i Moskva. Foto: Mikhail Metzel/AFP/Ritzau Scanpix

Danmark vil stille op til VM i ishockey, men nægter at spille kampe mod Rusland.

Ifølge Henrik Bach Nielsen, der er formand for Dansk Ishockey Union, handler beslutningen om sikkerhed og tryghed for alle parter.

»Af hensyn til ishockeysportens integritet kan vi ikke se os selv spille mod Rusland, som det ser ud nu. Det ender i skuddermudder, hvis vi gør det,« sagde Henrik Bach Nielsen tirsdag.

Samme dag meddelte Canadas premierminister, Mark Carney, desuden, at Rusland ikke får lov til at deltage ved junior-VM i ishockey, der afvikles i næste måned. Det skriver AFP.

Her ses Vladimir Putin under en opvisningskamp i 2017. Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix

Vladimir Putin er gennem sin lange tid som Ruslands præsident jævnligt blevet set spille ishockey, som er nationalsport i landet.

Rusland har været udelukket fra international ishockey, siden landet indledte en invasion af Ukraine i fuld skala i februar 2022.

Den Internationale Sportsdomstol (CAS) har beordret Det Internationale Ishockeyforbund (IIHF) til igen at tillade russisk deltagelse ved VM.

I afgørelsen konkluderede CAS, at de sikkerhedsmæssige bekymringer, som IIHF havde lagt til grund for forbuddet, ikke var tilstrækkeligt dokumenteret, skriver Nettavisen.