For første gang har Danmark slået Canada i ishockey. Danskerne vandt 3-2 efter en fremragende præstation.

Dansk ishockey har sat endnu en milepæl. For første gang nogensinde lykkedes det Danmark at besejre supermagten Canada, der blev slået 3-2 i en nervepirrende forestilling ved VM i Finland.

To tidlige kontramål, en hård fysisk indsats og en fremragende Sebastian Dahm lagde grunden til sejren over de forsvarende verdensmestre.

Og da Mathias Bau gjorde det til 3-1 otte minutter før tid, var sensationen for alvor inden for rækkevidde.

Det eneste, danskerne kan ærgre sig over, er, at bedriften og i alt 12 point på kontoen ikke rækker til avancement til kvartfinalerne.

Men det bringer Danmark i en bedre position. Heinz Ehlers' tropper kan nu nøjes med et point i den sidste gruppekamp mod Slovakiet tirsdag eftermiddag.

Choksejren er belønning for en stor dansk indsats. Hvis danskerne havde overvejet at spare lidt på kræfterne inden kampen mod slovakkerne, var det svært at se.

Joachim Blichfeld havde allerede misset for åbent mål, da Danmark bragte sig foran efter ni minutter.

En fabelagtig pasning fra Morten Poulsen spillede Matthias Asperup fri i højre side. Markus Lauridsen var fulgt med frem og sendte Asperups veltimede tværaflevering i nettet.

Fem minutter senere slog den danske kontramaskine til igen.

Det så ellers kritisk ud, da Morten Jensen ragede en dum udvisning til sig mod turneringens statistisk bedste hold i powerplay.

Men Frederik Storm snuppede pucken fra canadieren Matt Barzal og fandt Peter Regin, som stensikkert satte pucken mellem benene på den canadiske keeper Chris Driedger.

Da målscoreren blev præsenteret i hallens højttaler, udløste det et kæmpebrøl fra det finske publikum. Finnerne har ikke glemt Regins mange succesfulde sæsoner som kaptajn i Helsinki-klubben Jokerit.

Bagud med to måtte canadierne skrue tempoet i vejret fra anden periodes start, og de skulle kun bruge godt to minutter på at bringe sig tilbage i kampen.

Maxime Comtois buldrede pucken i nettet direkte efter en faceoff, inden Sebastian Dahm nåede at blinke med øjnene.

Forwarden fra Anaheim kom dog snart efter i negativ fokus, da han hovedtacklede Oliver Larsen og blev smidt i tidligt bad med en matchstraf.

Comtois blev pebet ud af isen af de finske fans, der var svært utilfredse med canadierens opførsel.

Det gav Danmark fem minutter i overtal, men hverken der eller senere i perioden fik danskerne deres powerplay til at fungere.

Og det var i virkeligheden det eneste, man kunne kritisere efter 40 minutters forrygende underholdning.

Der ventede en hård forsvarskamp i tredje periode, hvis danskerne skulle forsvare føringen og sikre sig en historisk triumf.

Canada kom da også ud med fuld power og masser af krop i nærkampene og smadrede pucken på målrammen efter to minutter.

Men storfavoritterne var tydeligt frustrerede og blev ved med at tage udvisninger.

Det tog noget af presset på det danske hold, og med otte minutter igen lykkedes det endelig at udnytte et overtal, da Mathias Bau fra tæt hold fik skrabet pucken i mål.

Canada var dog ikke slået. Fire minutter før tid hamrede backen Ryan Graves pucken i nettet og sørgede for en nervepirrende afslutning.

Canadierne ramte stolpen igen, men trods et gevaldigt tryk holdt danskerne stand og kastede sig om halsen på sprællemanden Dahm.

Du kan genopleve kampen gennem livebloggen herunder.

/ritzau/