De danske ishockeyherrer udlignede til 1-1, men tabte 1-3 mod Østrig i turnering i Norge.

Det danske ishockeylandshold for herrer fik en tung indledning på sæsonens landskampe fredag aften.

I norske Lørenskog var Danmark i kamp mod Østrig, som vandt opgøret 3-1.

Det skete, dagen efter at østrigerne havde tabt med de samme cifre til Norge i turneringen, der har deltagelse af de tre nationer.

Landstræner Heinz Ehlers' trup består i turneringen primært af spillere fra den hjemlige liga, og danskerne kom bagud i første periode, men fik senere i perioden udlignet til 1-1, da Mathias From scorede.

Anden periode var uden mål, men østrigerne afgjorde kampen med to scoringer i tredje periode.

- Det var en god test for vores mange unge spillere. De kom hårdt ud, men vi overlevede første periode og kom ud med 1-1. I den resterende del af kampen skabte vi mindst lige så mange chancer som Østrig, siger Jens Nielsen, der er assisterende landstræner, i en pressemeddelelse efter kampen.

Det var det 36. opgør mellem de to nationer, og Danmark har nu 25 nederlag i den statistik.

- Desværre leverede vi en forsvarsfejl dybt inde i kampen, som kostede Østrigs andet mål, og selv om vi pressede på til sidst, lykkedes det os ikke at få udlignet. I stedet scorede de i et tomt mål til 3-1. Det var ærgerligt, men godt for vores mange unge gutter at mærke tempoet i international ishockey, siger Jens Nielsen.

Østrig rykkede ned fra det bedste VM-niveau i fjor, hvor Danmark sluttede som nummer 11 af de 16 deltagende nationer.

De danske spillere skal på isen igen lørdag eftermiddag, hvor det gælder mødet med de norske værter.

/ritzau/