Ishockeyspillerne i Herning Blue Fox skal have ny træner. Klubben har fyret Todd Bjorkstrand.

Det oplyser klubben ifølge Herning Folkeblad i en pressemeddelelse.

Den 16-foldige mesterklub har haft en dybt skuffende sæson, der sluttede allerede efter DM-kvartfinalerne, men det er ikke resultaterne, der er den direkte årsag til beslutningen.

»I bund og grund er det et spørgsmål om forskellige syn på spillerkultur, management og forståelsen af behovet for at tilgodese en klubs samlede interesser på tværs af frivillige, amatørafdeling, den professionelle del og organisation i øvrigt, som er den egentlige årsag til bruddet,« siger formand Claus F. Sørensen i en pressemeddelelse.

Todd Bjorkstrand vendte før denne sæson tilbage til Herning efter en periode i østrigsk ishockey.