Med en sejr på straffeslag i Odense hentede Rungsted Ishockey to vigtige point ind på nr. 8, Herlev Eagles, og er nu ”kun” syv point efter ørnene i playoffkampen.

– Om vi kan hente dem? Ja, hvorfor ikke. Chancen er der. Vi har to kampe mod Herlev, og vinder vi dem, kan alt ske, siger Rungsted-kaptajnen og den bundsolide back Joachim Holten Møller.

– Jeg føler, at vi havde mere at skyde med i dag end i de to kampe mod Rødovre. Vi var bedre i powerplay og i egen zone og var skarpere i omstillingerne. Og vi viser høj moral ved at vende 1-3 efter anden periode til 4-3.

Per Holten Møller vikarierede for fjerde gang for den bortrejste cheftræner, Søren True, og var en glad mand.

– Det var en helstøbt holdindsats med et ekstra plus til Peter Hirsch i målet. Vi viser gejst og vilje og spiller en flot kamp, siger han.

Bryan McGregor var den eneste, der scorede på straffeslag.

Også kampen i Gigantium mellem Aalborg Pirates og Herning Blue Fox blev afgjort på straffeslag.

Her blev Marc Derlago matchvinder med Frans Nielsen-specialiteten: Baghånden.

Derimod var der ingen tvivl om, hvem der var bedst i Vojens. Topholdet Sønderjyske viste klassen og slog Frederikshavn White Hawks 5-1.

Ishockeyligaen

Odense Bulldogs-Rungsted Ishockey 3-4 (1-1, 2-0, 0-3, 0-0, 0-1)

Aalborg Pirates-Herning Blue Fox 3-2 (0-1, 1-1, 1-0, 0-0, 1-0)

Sønderjyske-Frederikshavn White Hawks 5-1 (3-0, 0-0, 2-1)