Bundholdet Copenhagen Hockey tvunget til at opsige kontrakter for at redde økonomien og eksistensen i AL-Bank Ligaen

Bundholdet i AL-Bank Ligaen, Copenhagen Hockey, har kastet håndklædet og opsagt kontrakterne med tre af sine canadiske spillere. Den drastiske handling oven på den sportslige nedtur og de manglende sponsorindtægter har, ifølge bestyrelsesformand Jim Bergholt, været tvingende nødvendig for at redde selskabets eksistens. - Vi har en tre års plan og kan leve med at blive nr. 9 i denne sæson, siger han til sporten.dk De to topscorere, A.J. Gale og R.G. Flath, begge 14 point, og backen Evan Stoflet var på kontrakter med tre måneders prøvetid. Copenhagen Hockey har således kun to canadiere tilbage, målmanden Brett Jaeger og backen Phil Paquet. - Sponsormarkedet er ekstremt svært, og vi har ikke fået de indtægter ind i sæsonen, som vi havde budgetteret med. Derfor har vi taget dette skridt for at tilpasse vores omkostninger til den sportslige situation, siger Jim Bergholt og tilføjer: - De tre spillere har hverken været dårlige eller udisciplinerede, men der er ikke andre muligheder, hvis vi vil være økonomisk ansvarlige. Der bliver nu lagt større ansvar på de etablerede danske spillere, og flere unge talenter får chancen. Den unge cheftræner, Morten Hagen, der er på tre-årig kontrakt, har fortsat ledelsens fulde opbakning. Han er også ansvarlig for U18-landsholdet og i sporten.dk's optik formentlig dansk ishockeys største trænertalent. Danmarks Ishockey Unions direktør, Enver Hansen, siger i en kommentar til reaktionen i Copenhagen Hockey: - I den situation, man er i, har ledelsen gjort det eneste rigtige.

Copenhagen Hockey ligger sidst efter 14 kampe med syv point efter 5-0 over AaB Ishockey og fire nederlag i overtid. Der er syv point op til EfB Ishockey og otte til AaB Ishockey, men efter fyringen af tre af de bedste, Gale, Flath og Stoflet, ligger der næppe mange point og venter på det amputerede fusionshold.