Lyt til artiklen

En ganske besynderlig situation opstod natten til tirsdag, da Toronto Maple Leafs tørnede sammen med New York Islanders i verdens bedste ishockeyliga, NHL.

Undervejs i kampen fik New York Islanders-spilleren Brock Nelson staven i hovedet fra modspilleren William Nylander.

Efterfølgende måtte Nelson en tur ud på bænken, og her kunne han tydeligvis mærke, at noget ikke var, som det skulle være.

Det stod ret hurtigt klart, at den ene tand var blevet løs efter sammenstødet med staven.

Og hvad gør man så i en situation, hvor man er midt i en NHL-kamp og ikke lige kan komme forbi tandlægen?

Ja, man hiver tydeligvis bare tanden ud selv. Du kan se den vilde scene i videoen nederst i artiklen.

Kort efter tanden var blevet hevet ud, rejste 31-årige Brock Nelson sig fra bænken, og så var han igen klar til at komme på isen.

Trods et nyt tandsæt måtte Brock Nelson og New York Islanders se sig slået med 5-2 til Toronto Maple Leafs.

Dermed 'udbygger' New York Islanders den dårlige stime, holdet i øjeblikket er inde i.

Nederlaget til Toronto Maple Leafs blev det niende nederlag i de seneste ti kampe – det femte nederlag i træk.