Frederik Andersen og Toronto er bagud 1-3 i kampe i NHL-slutspillet efter nyt nederlag til Boston Bruins.

Toronto. Den danske ishockeymålmand Frederik Andersen er blot et enkelt nederlag fra at være færdig i slutspillet i verdens bedste ishockeyliga, NHL.

Natten til fredag dansk tid tabte Andersens mandskab, Toronto Maple Leafs, således med 1-3 på hjemmebane til Boston Bruins.

Det var Torontos tredje nederlag i første runde i slutspillet, hvor der spilles bedst af syv kampe. Frederik Andersen og co. har vundet et enkelt opgør, og stillingen er dermed 3-1 i Bostons favør.

Boston kan nu afgøre sagerne på hjemmebanen natten til søndag.

Den samlede vinder går videre til, hvad der svarer til kvartfinalerne i NHL.

Efter en suveræn præstation i den forrige kamp leverede Andersen i nattens opgør en mere lunken redningsprocent på 85,7.

Tomas Plekanec scorede for Toronto, mens Boston-spillerne Torey Krug, Brad Marchand og Jake Debrusk sørgede for gæsternes mål.

Set med danske briller er det et lille sår på plasteret, at et eventuelt slutspilsexit betyder, at Frederik Andersen potentielt kan deltage i det forestående ishockey-VM, der afholdes på dansk grund til maj.

Også Lars Eller og Oliver Bjorkstrand var i aktion natten til fredag.

De to danskere står over for hinanden i slutspilsopgøret mellem Washington Capitals og Columbus Blue Jackets.

Capitals løb med sejren i det fjerde opgør. Her blev det til 4-1 på udebanen i Columbus. Dermed reducerede mandskabet til 2-2 i kampe.

Lars Eller modtog en udvisning i anden periode. Ingen af danskerne markerede sig dog med point i opgøret.

/ritzau/