For Mads Frandsen vejer det tungt, at det er kollegerne, der har stemt ham til tops, da han for andet år i træk blev kåret som 'Årets dommer' i dansk ishockey og modtog B.T.s Gyldne Fløjte.
»Det betyder meget for mig, at jeg er respekteret og vellidt blandt kolleger. Det er et skulderklap, der varmer,« sagde han ved onsdagens overrækkelse på Canadas ambassade.
Mads Frandsen fik flest stemmer i en tæt kamp med VM-linjedommeren René Vejs Jensen og hoveddommeren Thomas Buchardt Andersen.
Det var 35. gang, B.T.s Gyldne Fløjte blev uddelt, og med titlen fulgte en guldhjelm fra Skatertown og et diplom.

Amager-drengen Mads Frandsen har siden 2013 boet i Norge og er klar til sin femte sæson i den norske GET-liga samtidig med, at han dømmer i Metal Ligaen.
I sidste sæson dømte han 30 kampe i Norge og 45 kampe i Danmark foruden landskampe og andre opgør. I sæsonpremieren på fredag skal han dømme kampen Aalborg Pirates-Herlev Eagles.
Han er en højt respekteret hoveddommer med et godt skøjteløb, en god spilforståelse og god kommunikation med spillerne.
Kort sagt en dommer, der har hele pakken og potentiale til at tage endnu et trin på den internationale rangstige.
»Dommere har også drømme, men der er kun 16 hoveddommere med til VM med verdenseliten, så det bliver svært at nå sit ultimative mål,« erkender han.
Sidste år dømte den 1,96 meter høje Mads Frandsen i den tredjebedste VM-liga og fik stor ros.
»Mads har endnu et stykke vej for at nå helt til tops, men jeg føler, han har en god chance. Formentlig vil han tage et hop i den kommende sæson,« siger DIUs Kim Pedersen.
To danske linjedommere har dømt i VM, Ronnie Jakobsen og René Vejs Jensen.