Aalborg tog imod Frederikshavn i Metal Ligaens topopgør tirsdag, hvor hjemmeholdet vandt med to mål.

Aalborg Pirates slap bedst ud af topmødet på isen tirsdag aften, da det hjemme blev til en 4-2-sejr over Frederikshavn White Hawks.

Sejren i det nordjyske slag i Metal Ligaen betød, at Aalborg skabte yderligere afstand fra førstepladsen og ned til netop Frederikshavn.

Aalborg topper nu ligaen med 28 point, mens Frederikshavn er fire point efter.

Frederikshavn kom ellers foran, da første periode var tæt på et kvarter gammel.

Søren Nielsen opsnappede en løs puck foran mål og scorede til 1-0.

Føringen holdt dog blot i lige under et halvt minut, da Emil Marcussen udlignede og skabte jubel i Aalborg.

I anden periode var der spillet 13 minutter, da Martin Højbjerg erobrede pucken og efterfølgende bragte Aalborg foran 2-1.

Tredje periode var dog dårligt i gang, da Alexander Bumagin udlignede for gæsterne, men så satte Aalborg det hele på plads.

I løbet af halvandet minut sørgede Martin Højbjerg først for 3-2 med sin scoring i powerplay, inden Julian Jakobsen bragte Aalborg foran 4-2.

Esbjerg Energy følger efter på tredjepladsen med 18 point efter et nederlag efter forlænget spilletid hjemme mod bundholdet fra Odense Bulldogs.

Den ordinære kampe endte 3-3.

Rødovre Mighty Bulls slog hjemme Herning Blue Fox 3-0.

/ritzau/