Aalborg Pirates hamrede tre hurtige mål ind mod Sønderjyske og lukkede hurtigt opgøret i Vojens.

Tre mål på 2 minutter og 23 sekunder af gæsterne fra Aalborg Pirates lagde en tidlig dæmper på publikums humør i Frøs Arena i Vojens.

Sønderjyskes spillere havde dårligt nået at snøre skøjterne, før Aalborg havde lagt fundamentet til den sejr, som til sidst endte med at lyde på 6-2.

Med sejren topper nordjyderne tabellen i Metal Ligaen. Og de fik hurtigt revancheret nederlaget til Herlev Eagles i seneste spillerunde.

Martin Højbjerg åbnede scoringen små fem minutter inde i første periode. 2 minutter og 23 sekunder senere havde også Patrick Bjorkstrand og Stephen Anderson meldt deres ankomst på måltavlen.

Inden første periode var ovre, havde Pierre-Olivier Morin gjort det til 4-0.

En reducering midtvejs i anden periode af Mathieu Foget gav kortvarigt håb hos hjemmepublikum, men igen gik der hul i hjemmeholdets defensiv.

Mindre end to minutter senere blev det 5-1 ved Mikkel Højbjerg og halvandet minut efter 6-1 ved Jonas Wilquin.

I spillet var det en lige kamp, men Aalborg-spillerne var ganske enkelt langt mere effektive end modstanderne.

Steffen Frank stod for hjemmeholdets anden reducering, men det blev ikke til mere i en kamp, hvis spænding hurtigt fes ud.

Herlev fortsatte holdets gode stime. Med en hjemmesejr på 3-1 over Rødovre Mighty Bulls har Herlev nu vundet tre sejre i træk.

Mestrene fra Rungsted Seier Capital måtte tage overtid i brug, før Esbjerg Energy var slået med 4-3 i Hørsholm.

/ritzau/