Ishockeyholdet Aalborg Pirates tog hjem fra kampen mod Vienna Capitals med to point efter overtidssejr på 3-2.

Wien. De danske ishockeymestre fra Aalborg Pirates imponerede lørdag igen på isen i Champions Hockey League.

Nordjyderne mødte på udebane østrigske Vienna Capitals, og igen blev det til point for det danske mandskab i turneringens gruppe A. Hele to af slagsen endda.

Aalborg vandt 3-2 efter overtid, hvilket betyder, at mandskabet nu har tre point, da Aalborg i den første gruppekamp forleden fik et enkelt point ude mod schweiziske ZSC Zürich, i et opgør der i forlænget spilletid blev vundet 6-5 af schweizerne.

Aalborg ligger på tredjepladsen i puljen bag Zürich og svenske Frölunda, der hver har fire point.

Peter Schneider udnyttede hjemmeholdets powerplay efter seks minutter til at bringe hjemmeholdet foran 1-0.

Aalborg havde det svært i første periode, men spillede sig op og fik blandt andet en scoring annulleret for brug af hånd i en spilsituation.

I anden periode kom Aalborg så for alvor i gang.

Efter syv minutetter udlignede David Friedmann efter en ripost, og blot halvandet minut senere sørgede Jeppe Jul Korsgaard for 2-1-føring til Aalborg, da han snørede østrigernes keeper og køligt lagde pucken i mål.

I en situation med powerplay igen lykkedes det hjemmeholdet at udligne til 2-2 cirka tre minutter senere i den begivenhedsrige periode.

Kampen skulle dermed i overtid, og her trak Aalborg Pirates i modsætning til den seneste kamp det længste strå, da Thomas Spelling smækkede pucken i nettet.

/ritzau/