De har længe været et af Hollywoods største kendispar.
Skuespillerne Zendaya og Tom Holland har officielt dannet par siden 2021, men nu har de også sat lås og slå på forholdet.
Det skriver People Magazine, som mødte den 29-årige Zendaya på den røde løber til et Essence Black Women-arrangement i Los Angeles.
Ifølge mediet blev Zendaya flere gange mødt med lykønskninger til sit nye ægteskab fra andre kendisser til stede.
Og da showets vært, Marsai Martin, spurgte hende ind til hendes civilstatus, var der ikke længere meget tvivl.
Zendaya svarede ved at løfte hænderne op til ansigtet og flashe en guldring, der formodes at være hendes nye vielsesring.
De to 29-årige stjerner er ellers notorisk private om deres forhold.
Siden de indspillede filmen 'Spider-Man: Homecoming' sammen i 2016, har rygterne floreret. Men det var først i 2021, at forholdet for alvor blev bekræftet, da de blev spottet kyssende i en bil.

