Lemmy Kilmister, Motörheads legendariske forsanger, døde i 2015.
Men det betyder ikke, at han er færdig med at være på scenen.
Det sørger hans gamle bandkammerat Phil Campbell for, når den britiske rockfestival Bloodstock i weekenden løber af stablen.
Det skriver Sky News.
Her vil en særlig buste af rockstjernen, som blandt andet er lavet af hans aske, blive afsløret på scenen, ligesom man også vil kunne se en udstilling af tidligere usete fotografier og en genskabelse af Lemmys omklædningsrum.
»Folk vil kunne gå hen og dele deres tanker med Lem, eller hvad de nu har lyst til at gøre. Eller råbe og skrige ad ham, fordi han spillede for højt. Det gjorde jeg ofte,« fortæller Phil Campbell.
Bloodstock er et af de få steder, der får æren af at have busten udstillet.
Som om det ikke er rock n' roll nok at komme på scenen, selvom han har været død i syv år, bliver busten efterfølgende fragtet til spillestedet Rock City i Nottingham med en eskorte af Harley Davidson-motorcykler.
Busten er ikke den eneste genstand, der indeholder Lemmys aske. Efter hans død fik en række af hans nærmeste venner også en kugle med hans aske indeni.
En af dem var Campell, som dog har oplevet, at det særligt ét sted har givet problemer.
»Jeg havde problemer med at komme igennem sikkerhedskontrollen i lufthavnen den anden måned. De lod mig komme igennem, da jeg forklarede, hvad det var, men det tog et stykke tid at overbevise dem. Jeg var nødt til at gå på internettet og vise dem, at det var et smykke og ikke en rigtig kugle. Så den tager jeg ikke med til udlandet mere, men … det er en fantastisk ting.«
