På Instagram følger hele fem millioner med, og mange har måske fanget stjernen i Netflix-serien 'Queer Eye', hvor amerikaneren giver den som grooming-ekspert.
Der står tilmed en Emmy hjemme i stuen. Men de seneste dage har den amerikanske tv-personlighed Jonathan Van Ness hygget sig i København.
Det fremgår af flere videoer på Instagram, hvor Van Ness blandt andet bader i de københavnske kanaler og har været i Tivoli og prøvet forlystelsen 'Dæmonen'.
'København, jeg er så klar til i aften,' skrives der blandt andet i en Instagram-story.
Her afslører stjernen dog også, at der er et professionelt formål med besøget i den danske hovedstad.
Tirsdag aften går Van Ness nemlig på scenen i Falkonér Salen på Frederiksberg med sit show 'Hot & Healed'.
Udover at turnere med sit comedyshow er Van Ness bestsellerforfatter med sit memoir 'Over the Top: A Raw Journey to Self-Love', der beskriver en turbulent fortid.
Tv-personligheden og holdet bag 'Queer Eyes' på Netflix har vundet indtil flere Emmy-awards.

