Hollywoodstjernen Val Kilmer er død i en alder af 65 år. Det oplyste hans datter Mercedes Kilmer onsdag til The New York Times.
Skuespilleren blev kendt og hyldet for sit store talent - men et spørgsmål stod altid ubesvaret. Måske også for stjernen selv.
Val Kilmer fik sit store, folkelige gennembrud i 1986 i den ikoniske film 'Top Gun', hvor han spillede Tom Cruises provokerende rival 'Iceman'.
Senere fulgte store roller som Batman i ‘Batman Forever’ og rockstjernen Jim Morrison i filmen ‘The Doors’.
Alle var enige om, at talentet var indiskutabelt, og i 90’erne var han i en periode verdens højst betalte skuespiller.
Men hvorfor kom han aldrig op i den helt øverste liga? Det spørgsmål stiller flere på dagen for skuespillerens død.
‘Kilmer kom aldrig op i samme liga som Cruise, Hanks, Clooney og Pitt,’ skriver The Guardians filmanmelder Peter Bradshaw i en kommentar.
‘Det er en stor sorg, at skæbnen aldrig lod ham modne på samme måde som for eksempel Kurt Russel,’ tilføjer han.
Gennem årene har Val Kilmer blandt andet været beskyldt for at være svær at arbejde sammen med.
Ifølge The Hollywood Reporter sagde filminstruktør John Frankenheimer, der arbejdede med Val Kilmer i filmen ‘The Island of Dr. Moreau’, at der var to ting, han aldrig ville gøre igen:

»Bestige Mount Everest og arbejde med Val Kilmer igen.«
Stjernen har sidenhen selv italesat, at han blev set som vanskelig og derfor fik skræmt alle de store chefer i filmbranchen væk.
Men skuespilleren har også altid understreget, at han intet fortrød.
»Når visse mennesker kritiserer mig for at være krævende, så tror jeg, det dækker over noget, de ikke selv har gjort godt nok.«
»Jeg tror, jeg er udfordrende, ikke krævende, og det undskylder jeg ikke for,« sagde Val Kimer i 2003 i et interview til avisen Orange County Register i 2003 ifølge BBC.
Flere har dog også forsvaret Val Kilmer gennem årene.
Mens nogen så ham som besværlig, så andre blot en skuespiller, der gik utrolig langt for sine roller og for at opnå det perfekte.
Eksempelvis bad han angiveligt alle på settet om at kalde ham ‘Jim Morrison’, mens de filmede ‘The Doors’.
Da han spillede Doc Holliday i ‘Tombstone' fyldte han ifølge NPR sin seng med is for overbevisende at spille en, der døde af tuberkulose.
Stjernen tog en opsigtsvækkende beslutning, da han i en årrække forsvandt helt ud af rampelyset.
Grunden var simpel - han ville tilbringe mere tid sammen med sine børn.
I 2014 blev skuespilleren diagnosticeret med halskræft, og han mistede sidenhen stemmen.
I 2021 italesatte han sygdommen i dokumentaren ‘Val’, hvor hans søn Jack måtte tale på faderens vegne, fordi Kilmer ikke selv kunne tale.
»Når du er i det, kan du knapt bevæge dig og folk skal hjælpe dig med at stå op og sidde ned. Du kan intet høre og efter noget tid stopper folk med at tale til dig. Det er meget isolerende,« forklarede Kilmer i filmen.
Efter mange år i behandling kom skuespilleren sig dog over sin kræftsygdom, og han spillede flere små roller de seneste år.
Val Kilmers sidste rolle blev i den længe ventede efterfølger til 'Top Gun' - 'Top Gun Maverick' i 2022, hvor han vendte tilbage til rollen som 'Iceman'. Som seere af filmen vil vide, slutter den netop med, at Mavericks nu gamle ven næsten ikke kan tale grundet sin kræftsygdom og til sidst dør af sin sygdom.
Val Kilmer efterlader sig sine to børn, datteren Mercedes og sønnen Jack.

