Der har længe floreret rygter om, at den amerikanske popstjerne Katy Perry skulle danne par med den tidligere canadiske premierminister Justin Trudeau.
De er tidligere blevet spottet spise middag sammen i den canadiske by Montreal, men nu viser billeder fra Daily Mail parret sammen på en yacht ud for Santa Barbara i Californien.
Noget, som ifølge B.T.s underholdningsredaktør Fie West Madsen får folk til at »spærre øjnene op«.
»Vi er vant til, at stjerner i underholdningsbranchen finder sammen på tværs – som Katy Perry og hendes eksmand, skuespilleren Orlando Bloom,« fortæller hun og fortsætter:
»Men det er langt mere usædvanligt, at stjerner fra underholdningsbranchen og politik finder sammen.«
Noget, der ifølge Fie West Madsen skaber en enorm opmærksomhed, da man ikke instinktivt kæder de to verdener sammen.

Hun understreger samtidig, at forholdet mellem Katy Perry og Justin Trudeau havde været endnu mere opsigtsvækkende, hvis han stadig var premierminister i Canada.
Hverken Katy Perry eller Justin Trudeau har kommenteret offentligt på deres relation – men hvis rygterne taler sandt, bør parret forvente yderligere opmærksomhed.
»Et par som Katy Perry og Justin Trudeau får os virkelig til at spærre øjnene op og pirrer vores nysgerrighed, fordi vi ikke er så vant til den type kendispar,« lyder det fra B.T.s underholdningsredaktør.
Det er dog ikke første gang, at folk fra showbiz finder sammen med politikere.
»Herhjemme har vi blandt andet set det i sin tid med Helle Virkner og Jens Otto Kragh, der blev et regulært powerpar,« forklarer Fie West Madsen og fortsætter:
»Det var også en stor historie, dengang musikeren Pernille Rosendahl og daværende Venstre-politiker Kristian Jensen fandt sammen.«
Forholdet mellem Katy Perry og Justin Trudeau begyndte angiveligt som et venskab, efter at sangerinden optrådte i Montreal under sin seneste turné.
Katy Perry blev for nylig separeret fra skuespilleren Orlando Bloom efter næsten ti år sammen, mens Justin Trudeau og hans ekskone, Sophie Grégoire Trudeau, var sammen i 18 år. De gik fra hinanden i 2023.