Holdet bag Eurovision undersøger lige nu en mystisk hændelse.
Hændelsen involverer den hollandske kunstner Joost Klein, der er landets finaledeltager i årets sangkonkurrence og en af favoritterne til at vinde.
Det fremgår af en meddelelse, der er blevet sendt ud til pressen.
»Vi er i øjeblikket ved at efterforske en hændelse, der blev anmeldt til os, og som involverer den hollandske kunstner,« lyder det blandt andet i meddelelsen.
Til en generalprøve fredag dukkede Hollands Eurovisionkunstner Joost Klein nemlig ikke op, da det var hans tur til at optræde.
I stedet gik produktionen direkte videre til næste kunstner, oplyser B.T.s journalist på stedet.
»Han kommer ikke til at have prøver før yderligere bliver meldt ud,« lyder det videre i meddelelsen fra EBU, der er organisationen bag Eurovision.
B.T.s reporter, som var til stede i Malmö Arena under prøven, fortæller, at Joost Klein var med på scenen, da selve åbningen af showet blev øvet.
Men da det var hans tur til at optræde på scenen som nummer fem, dukkede han ikke op.
Det så ud til, at de sceneansatte var gået i gang med at rulle det hollandske sceneudstyr ind - men det pludselig blev rullet tilbage og i stedet erstattet af sceneudstyret fra det efterfølgende nummer, som er Israel, der optræder som nummer seks i finalen.
Der blev ikke oplyst noget i arenaen om, hvorfor den hollandske sanger ikke dukkede op.
EBU oplyser, at der vil blive meldt ud, når der er nyt i sagen.
B.T. har rakt ud til den hollandske delegation for at få en kommentar til sagen, ligesom vi også har rakt ud til EBU for en uddybende kommentar.
B.T. følger sagen.