Supermodellen Naomi Campbell er havnet i en skandalesag.
Den 54-årige model har været stolt formand for en velgørenhedsorganisation, men det er slut nu.
En tilsynsmyndighed har nemlig fundet ud af, at flere donationer er blevet brugt til blandt andet luksushoteller og spabehandlinger til ledelsen i organisationen.
Det skriver BBC.
Derfor er det nu blevet afgjort, at Naomi Campbell ikke må i spidsen for en velgørenhedsorganisation i fem år.
Undersøgelsen viste, at organisationen 'Fashion for Relief' ikke har givet lige så mange af de indsamlede penge videre, som den burde.
Nogle af pengene er angiveligt blevet brugt til cigaretter til Campbell og til at betaling af hendes sikkerhedsfolk.
Til BBC siger Campbell:
»Jeg har først lige fundet ud af det, og jeg er ekstremt bekymret.«
Hun bedyrer, at hun ikke har nogen kontrol over sin velgørenhedsorganisation. Hun har overladt kontrollen til en advokat, som hun havde tillid til. Men denne er nu tiltalt for at have brugt pengene til andre ting end velgørenhed.
Modellen er nu blevet udelukket fra al velgørenhedsarbejde i England og Wales i fem år.
Undersøgelsen viser, at kun 8.5 procent af de penge, der blev indsamlet af 'Fashion for Relief' blev givet videre til velgørenhed mellem april 2016 og juli 2022.
Tim Hopkins, der er en af dem, som har været med til at lave undersøgelsen siger:
»Bestyrelsesmedlemmer er juridisk forpligtet til at træffe beslutninger, der er i deres velgørenhedsorganisations bedste interesse, og til at overholde deres juridiske pligter og ansvar.«
»Vores undersøgelse har vist, at administratorerne af denne velgørenhedsorganisation ikke har gjort det, hvilket har resulteret i, at vi har diskvalificeret dem«.
