Den 54-årige tv-vært Savannah Guthrie vendte mandag den 6. april tilbage til sin vante plads på skærmen på programmet, Today. 

Det er første gang, siden hendes mor, Nancy Guthrie, forsvandt fra sit hjem i staten Arizona den 1. februar. 

Det skriver det amerikanske medie People.

Den 84-årige kvinde forsvandt sporløst, og en mystisk hætteklædt mand blev filmet af overvågningskameraet ved hendes fordør.

Derfor arbejder politiet ud fra en teori om, at hun er blevet bortført.

Tv-værten var tydeligt berørt i sin første udsendelse efter sin mors forsvinden. 

Arkiv: Tv-værten Savannah Guthrie sammen med sin mor
Arkiv: Tv-værten Savannah Guthrie sammen med sin mor Foto: NBC/Reuters/Ritzau Scanpix

Efter hun havde læst op fra morgenens nyheder, tog hun sig tid til at kommentere på sin tilbagekomst. 

»Godmorgen, velkommen til Today denne mandag morgen, vi er så glade for, at I startede jeres uge med os, og det er godt at være hjemme,« sagde Savannah Guthrie i studiet. 

Guthries comeback på skærmen gjorde også et indtryk på hendes medvært, Craig Melvin, der gentagne gange udtrykte sin glæde over gensynet. 

Det var dog ikke sikkert, at den 54-årige vært skulle tilbage på skærmen lige foreløbig. 

Siden sin mors forsvinden, har hun været fuldt investeret i at få hende hjem igen. 

Hun har givet flere interviews og optrådt hyppigt i medierne, hvor hun har bedt offentligheden om hjælp i sagen. 

27. marts gav hun et dybdegående interview om hele situationen omkring sin mors forsvinden og sine egne følelser om at vende tilbage på skærmen igen. 

»Det er svært at forestille sig at gøre det, for det er sådan et sted fyldt med glæde og lethed, og jeg kan ikke komme tilbage og prøve at være noget, jeg ikke er,« sagde Guthrie om at vende tilbage til Today og fortsatte: 

»Men jeg kan heller ikke lade være med at komme tilbage, for det er min familie. Jeg tror, det er en del af mit formål lige nu. Jeg vil gerne smile. Og når jeg gør det, vil det være ægte.«

Myndighederne leder efter Nancy Guthrie på tiende uge nu. Ingen mistænkte er blevet identificeret i sagen.

Savannah Guthrie har meddelt, at hendes familie tilbyder en dusør på op til en million dollar for information, der kan føre til morens opdagelse. 

FBI har ligeledes en dusør på 100.000 dollar.