Tom Holland er en del af Marvel-universet, hvor han som Peter Parker trækker i Spiderman-dragten og hjælper til med at redde verden.
En rolle, der – måske ikke så overraskende – er ganske godt betalt.
Det er netop blevet afsløret. Dog ikke af Tom Holland selv, men derimod af skuespiller-kollegaen Tom Hollander.
Den 56-årige skuespiller, der blandt andet har været med i hitserien 'White Lotus', var gæst hos tv-programmet 'Late Night With Seth Meyers', og her fortalte han om en helt særlig e-mail, han modtog.
»Jeg besøgte min ven, som lavede teater i England. Jeg sad selvtilfreds blandt publikum og havde lige lavet et BBC-show for 30.000 dollar,« fortalte han ifølge Page Six.
Så tikkede mailen ind, og i emnefeltet stod der, at det var den 'første bonus for 'Avengers' biografsalget'.
Og selvom Tom Hollander, som han forklarede, var ret sikker på, at han ikke er med i superheltefilmene, så vandt nysgerrigheden, og han åbnede e-mailen.
»Det var en forbløffende stor sum penge. Det var ikke hans løn. Det var hans første bonus for biografsalget. Ikke hele bonussen, men den første. Og det var flere penge, end jeg nogensinde havde set. Det var et syvcifret beløb,« fortalte han, hvilket hurtigt fik den selvtilfredshed, han havde følt, til at blegne.
Selvom det præcise beløb ikke blev nævnt, er der da heller ingen tvivl om, at det er yderst vellønnet for Tom Holland at spille Spiderman. Ifølge Parade fik han 1,5 millioner dollar første gang, han spillede rollen i 'Spider-Man: No Way Home', og det beløb er kun steget i takt med de efterfølgende film.