Michael J. Fox, der bedst er kendt for sin rolle i 'Tilbage til fremtiden'-trilogien, fik til årets Bafta Awards tårerne frem hos publikum. 

Han dukkede overraskende op søndag for at uddele prisen for årets bedste film til det britiske award-show, som hylder de bedste film fra året, der gik. 

Det skriver BBC. 

Den 62-årige skuespiller blev i 90erne diagnosticeret med Parkinsons sygdom, og har sjældent deltaget i offentlige arrangementer siden. 

Søndag indtog han således scenen i sin kørestol, men insisterede på at rejse sig op, da han skulle afsløre og udlevere prisen. 

Og dét fik salen til at give ham en stående applaus, mens flere tilstedeværende blev rørte, skriver mediet. 

»Han er en legende og et fantastisk menneske,« skriver en bruger på de sociale medier. 

»Jeg græd helt vildt det minut, han kom på scenen,« skriver en anden. 

Årets film gik til Christopher Nolans historiske drama 'Oppenheimer', der handler om 'atombombens fader'. 

Parkinsons sygdom er en tilstand, hvor nervecellerne uden kendt årsag svækkes og udløser nedsatte bevægelser, rysten, stivhed og balanceproblemer.