'Så glad for, at han endelig står op for sig selv og taler offentligt.' 

Sådan lyder det fra Rebecca Loos i en kommentar på sin egen Instagram, der kommer i kølvandet på, at den ældste af det celebre par Victoria og David Beckhams fire børn har postet et langt skriv på sin Instagram-profil.

Brooklyn Beckham retter nu kritik mod sine forældre, der blandt andet lyder på anklager fra brylluppet med konen Nicola Peltz. 
Brooklyn Beckham retter nu kritik mod sine forældre, der blandt andet lyder på anklager fra brylluppet med konen Nicola Peltz.  Foto: Lisa O'connor/AFP/Ritzau Scanpix

I en række stories retter Brooklyn Beckham nemlig adskillige anklager mod sine forældre, der – ifølge sønnen – primært bekymrer sig om god PR for Beckham-brandet.

Han beskylder blandt andet sin mor for at have ødelagt hans og konen Nicola Peltz’ bryllup – blandt andet ved at have 'stjålet' aftenens første dans, som Brooklyn skulle have danset med sin kone.

Ydermere lyder anklagerne på, at Victoria Beckham skulle have danset 'upassende' tæt med sin søn. 

Kendisparret har endnu ikke kommenteret på sønnens udmeldinger, men nu melder den tidligere model og personlige assistent for selveste David Beckham sig ind i familiedramaet.

Rebecca Loos har blandt andet arbejdet som David Beckhams personlige assistent. 
Rebecca Loos har blandt andet arbejdet som David Beckhams personlige assistent.  Foto: Michael Kooren/Reuters/Ritzau Scanpix

I et opslag på den tidligere models Instagram gør en bruger hende opmærksom på de florerende udmeldinger fra Brooklyn, hvilket får Rebecca Loos til at kommentere sin begejstring over, at sønnen endelig åbner op offentligt.

Hun tilføjer: 

'Jeg har haft så ondt af hans stakkels kone, da jeg ved alt for godt, hvordan de kan være!'

Mere får læserne dog ikke af vide om eksempelvis, hvad hun konkret referer til.  

Rebecca Loos blev verdensberømt for små 20 år siden, da hun stod frem og fortalte om sin affære med fodboldspilleren David Beckham – få år inde i hans ægteskab med Victoria Beckham.

En affære som den tidligere fodboldspiller ikke selv har bekræftet. 

Siden har omverdenen ikke hørt meget fra Rebecca Loos, der i dag lever et ganske almindeligt liv i Norge. Dog er det ikke første gang, at hun lægger sig ud med David Beckham.

For i forbindelse med udgivelsen af Netflix-dokumentaren 'Beckham', hvor utroskabsrygterne bliver omtalt, beskyldte hun den tidligere fodboldspiller for at fremstille hende som en løgner.