Han var med i det, der dengang blev betragtet som den måske bedste tv-serie nogensinde.
Nu er Bobby J. Brown død.
Ifølge TMZ blev skuespilleren fanget inde i en brændende lade ved sit hjem i staten Maryland.
Til mediet fortæller hans datter, at han døde af røgforgiftning. Det skete tirsdag i denne uge.
Bobby J. Brown er allermest kendt for sin rolle i serien 'The Wire', hvor han pudsigt nok spillede en politibetjent ved samme navn.
Dengang i 2000erne blev serien af mange betragtet som den måske bedste nogensinde – det var inden, at streamingtjenesterne for alvor tog over og spyede den ene serie efter den anden ud, hurtigere end man kunne nå at se dem.
Også Bobby J. Browns agent bekræfter dødsfaldet over for Fox News:
»Han var dedikeret og professionel og fornøjelse at repræsentere,« lyder det fra Albert Bramante:
»Vores tanker og bønner går til hans familie og kære i denne svære tid.«
Bobby J. Brown blev 62 år.

