Mackenzie Crook, der spillede med i den engelske version af 'The Office', bad i sidste uge offentligheden om hjælp til at finde sin svigerinde, der var forsvundet.

Nu kan der være et nedslående gennembrud i sagen.

Politiet har nemlig fundet et kvindelig, og selvom det ikke er bekræftet, at der er tale om Mackenzie Crooks svigerinde, Laurel Aldridge, er hendes familie blevet kontaktet af myndighederne. Det skriver Daily Mail.

»Familien til den savnede Laurel Aldridge er blevet informeret, mens vi arbejder på at bekræfte identiteten på kvinden,« lyder det i en udtalelse fra politiet.

Mackenzie Crook og familien slog alarm, efter Laurel Aldridge tirsdag i sidste uge forlod sit hus uden hverken nøgler eller mobiltelefon. Hun blev filmet af sit dørkamera og siden set ved en cricketklub et par kilometer væk. Det er sidste gang, hun er set i live.

Familien frygtede, at det var en misset behandling med kemoterapi, som kastede hende ud i en form for krise, og tog derfor kontakt til myndighederne.

I et interview med ITV fortalte Mackenzie Crook, at det bestemt ikke lignede svigerinden at forsvinde på den måde.

Samtidig opfordrede han folk til at holde udkig efter svigerinden.

»Jeg vil virkelig gerne appellere til, at folk går ud i deres baghaver og kigger efter steder, hvor hun måske har lagt sig til at sove,« forklarede han og fortsatte:

»Hun har været væk i flere nætter, så vi er selvfølgelig virkelig bekymrede.«

51-årige Mackenzie Crook har også spillet med i filmfranchiset 'Pirates of Caribbean'.