Hollywood-skuespilleren George Clooney, hans hustru, Amal Clooney, og parrets to børn kan nu officielt kalde sig franske statsborgere.
Det afslører et dokument fra de franske myndigheder, som nyhedsbureauet AFP har set.
Det skriver France24.
Ifølge mediet bekræfter det dermed de planer, som George Clooney tidligere i december hentydede til i et interview med radiokanalen RTL.
Her forklarede han også én helt særlig årsag til, at Clooney-familien elsker Frankrig.
»Jeg elsker den franske kultur og sproget, selvom jeg stadig er dårlig til det efter 400 dage med sprogundervisning,« sagde han.
»Her tager de ikke billeder af børnene. Der er ingen paparazzier gemt ved indgangen til skolen. Det er nummer et for os.«
Mens George Clooney stadig kan forfine sit franske, så taler Amal Clooney sproget flydende.
Parret købte den tidligere vingård Domaine du Canadel nær landsbyen Brignoles i Sydfrankrig i 2021, og til RTL har Hollywood-stjernen fortalt, at »det er her, vi er gladest«.
George og Amal Clooney blev gift i 2014, og tre år senere blev de forældre til tvillingerne Ella og Alexander.
