Du husker ham måske som Alex i tv-serien 'Blomsterbørns Børn' eller Marty i 'Tilbage til fremtiden'-filmene.
Det er næsten 35 år siden, at Michael J. Fox fik diagnosen Parkinson, og siden har sygdommen været en alvorlig hæmsko for hans karriere.
Men den førhen så sjove canadisk-amerikanske skuespiller har ikke mistet sit gode humør og sin tro på livet.
Det fortæller han i et interview med People Magazine, som mødte ham og hele hans familie på den røde løber til arrangementet 'A Funny Thing Happened on the Way to Cure Parkinson's' lørdag aften.
»De er støttende og så fantastiske,« sagde Fox om sin store familie, mens han var omgivet af hustruen Tracy Pollan og deres fire voksne børn, Sam på 36, Esmé på 24 og de 30-årige tvillinger Aquinnah og Schyler.
Den nu 64-årige Michael J. Fox fik Parkinson-diagnosen tilbage i 1991, og nogle år senere grundlagde han nonprofitorganisationen 'Michael J. Fox Foundation for Parkinson's Research.'

Lørdagens arrangement var da også til fordel for organisationen, hvor Fox ankom med sin familie.
»De har altid været der for mig, og de fortsætter med at være der for mig, år efter år,« lød det fra skuespilleren.
Hans hustru, skuespilleren Tracy Pollan, lagde dog ikke skjul på, at sygdommen også har omkostninger for familien.
»Michael er så optimistisk, hvilket er vidunderligt og virkelig hjælper ham, men det er virkelig vigtigt også at forstå, at dette er en kæmpe udfordring. Det er meget svært for familien, for plejepersonalet og naturligvis for patienten,« sagde hun og tilføjede:

»Så det er vigtigt at anerkende det og erkende, at det ikke bare er lige nemt. Det er ikke nemt. Det er svært for dem (børnene, red.), men de møder op og er der for os.«
For nylig fortalte Michael J. Fox i et stort interview med The Times, at han nu er så hårdt ramt af sygdommen, at han bruger det meste af sin tid i kørestol.
Han har brækket et utal af knogler og haft mange infektioner.
Han er da også fuldstændig afklaret med, hvordan han forestiller sig, at det hele skal ende.
»Jeg vil gerne bare ikke vågne op en dag. Det ville være virkelig fedt. Jeg vil ikke have, det skal være dramatisk. Jeg vil ikke falde over møblerne og smadre mit hoved,« sagde han.
