Hun er her, der og alle vegne.
Sydney Sweeney spiller hovedrollen i Hollywood-baskere. Hendes kjoler vækker opsigt, hver gang hun træder ind på en rød løber.
Og så har hun været et ufrivilligt midtpunkt i en amerikansk kulturkrig, siden hun medvirkede i den omdiskuterede reklamefilm for jeans-producenten American Eagles med sloganet:
'Sydney Sweeney has great jeans', der er et ordspil mellem 'jeans' og 'genes'.
For højrefløjen er hun sidenhen blevet et billede på, at man stadig kan være hvid, smuk og stolt.

Hendes bryster er blevet kaldt 'antiwoke', og hun bliver konstant kaldt en MAGA-Barbie på sociale medier.
Øgenavnet bygger på Donald Trumps slogan 'Make America Great Again'.
Men hovedpersonen forholder sig tavs. Hun kan alligevel ikke ændre folks opfattelse, fortæller hun i et stort interview i forbindelse med hendes nye undertøjskollektion til magasinet Cosmopolitan.
»Jeg har aldrig været her for at tale om politik. Jeg har altid været her for at lave kunst, så det er bare ikke en samtale, jeg ønsker at være i spidsen for,« siger Sidney Sweeney.
»Og jeg tror, at det er på grund af det, at folk vil udnytte det og bruge mig som deres egen brik. Men det er andre, der tillægger mig noget, og det kan jeg ikke kontrollere,« tilføjer hun.
Nægter at tale om politik
Hvis man skal stemme i USA, skal man registrere sig hos det parti, man stemmer på.
Efter American Eagles-reklamen blev der derfor pustet yderligere til MAGA-Barbie-øgenavnet, da det kom frem, at Sydney Sweeney er registreret som republikaner.
Hun blev efterfølgende opfordret af flere fra venstrefløjen til at tage afstand til præsident Donald Trump og MAGA-bevægelsen.
Og det gjorde hun aldrig. Hun har heller aldrig offentligt støttet ham.
»Jeg er ikke en politisk person. Jeg arbejder med kunst. Jeg er ikke her for at udtale mig om politik. Det er ikke et område, jeg nogensinde har forestillet mig at gå ind i. Det er ikke grunden til, at jeg blev den, jeg er,« siger hun til Cosmopolitan.

