Brigitte Bardot er blevet udskrevet fra hospitalet, trods insisterende rygter om en 'bekymrende tilstand.'

Fredag blev det franske skuespillerikon ifølge franske Le Figaro udskrevet fra et hospital i den sydfranske by Toulon.

Men oplysninger stikker i flere forskellige retninger og efterlader en del mystik omkring, hvad forløbet egentlig har været omkring den 91-årige Brigitte Bardot.

'Hun blev kortvarigt indlagt på privathospitalet Saint-Jean i Toulon for at gennemgå en mindre operation, som forløb yderst tilfredsstillende,' oplyser hendes sekretariat i en pressemeddelelse til AFP ifølge Le Figaro.

Ifølge magasinet Marie Claire – der har sine oplysninger fra franske Var-Matin – har skuespilleren dog været indlagt i tre uger grundet alvorlige helbredsproblemer.

Mediet fortæller også, at hun blev opereret med henblik på en alvorlig sygdom. Oplysninger, der ikke stemmer overens med den seneste melding fra Bardot-lejren.

Brigitte Bardot er nu tilbage i rigmandsbyen Saint Tropez, hvor hun ejer flere millionvillaer – blandt andet den celebre 'La Madrague.'

'Nu hviler hun sig. Hun vil ikke besvare nogen henvendelser og takker for at hendes privatliv og ro bliver respekteret,' fremgår det også af pressemeddelelsen.

Samtidig takker hun sundhedspersonalet og fans, der bekymrer sig om hendes tilstand. Hun forsikrer om, at hun har det godt.

Brigitte Bardot fik sit internationale gennembrud som 22-årig i filmen 'Gud skabte kvinden' og opnåede kultstatus for sin skuespillerkarriere.

Allerede som 39-årig droppede hun den ellers vilde karriere, da hun besluttede sig for at arbejde med dyrevelfærd.

Kun få gange har offentligheden fået glimt af superstjernen de seneste år.