Spilverdenen er mandag blevet ramt af en tragisk nyhed.
En af skaberne bag det populære skydespil 'Call of Duty' Vince Zampella er død i en trafikulykke.
Det skriver NBC Los Angeles.
Solouheldet blev rapporteret klokken 12.45 lokal tid i San Gabriel-bjergene nord for Los Angeles i USA.
I uheldet kørte bilen af vejen, ramte en betonbarriere, og en passager blev slynget ud, oplyser California Highway Patrol.
Føreren, Zampella, blev fanget i den efterfølgende bilbrand. Han døde på stedet, og passageren døde på et hospital, oplyser myndighederne til NBC4 Investigates.
Vince Zampella er tidligere administrerende direktør i Infinity Ward, der står bag mange populære spiludgivelser.
Heriblandt førnævnte Call of Duty-serien, der er solgt i mange millioner eksemplarer og i utallige udgaver.
Han blev 55 år.
Det vides ikke, hvad der forårsagede soloulykken.

