Billy Bob Thornton og Angelina Jolie blev hurtigt et af Hollywoods hotteste par i 2000'erne.
I takt med at parrets berømmelse steg, begyndte mærkelige rygter at sprede sig.
Et af de mest bizarre rygter var, at parret skulle gå rundt med et glasrør med den andens blod i som smykker.
Nu svarer skuespiller og musiker Billy Bob Thornton i et interview med Rolling Stone på det rygte, der har fulgt ham i årevis.
»Det var bare et lille smykke med en dråbe blod på. En romantisk idé, intet mere end det. Men pludselig var vi vampyrer, der boede i en kælder og drak vores eget blod. Sådan er det, når man er kendt i offentligheden,« siger han i dag.
Han har tidligere forklaret, at ideen om smykkerne kom fra Angelina Jolie, som han var gift med fra 2000 til 2003.

Hun købte angiveligt to gennemsigtige medaljoner, fordi parret ville være adskilt i lang tid, mens de optog filmene 'Tomb Raider' og 'Monster's Ball'.
»Hun syntes, det ville være romantisk at skære lidt i fingerspidserne, smøre en dråbe blod på medaljonerne og bære dem om halsen. Lidt ligesom forældre gør med en lok af deres barns hår,« forklarer han.
Jolie har selv tidligere fortalt om ideen bag 'blodjuvelen' i et interview med Entertainment Weekly.
»Det var mere som en blomsterpresse. Man laver et lille snit i fingeren og presser aftrykket ind. Det var ment som en fin gestus, og jeg syntes faktisk, det var lidt romantisk,« sagde hun.
De to skuespillere mødte hinanden i 1999 under optagelserne til filmen 'Pushing Tin' og gik fra hinanden i 2003.
Thornton beskriver perioden som 'en af de bedste i hans liv', og siger, at de to stadig er nære venner.

