Det er sjældent, man ønsker at sende sin kæreste i armene på en anden.
Men det er altså sådan, det forholder sig hjemme ved den amerikanske komiker Nikki Glaser, afslører hun i podcasten 'Call Her Daddy' ifølge People.
»I et forhold er jeg ligeglad med, om min kæreste hooker up med andre mennesker,« siger hun.
41-årige Nikki Glaser er dog ikke i et klassisk åbent forhold. Hun har nemlig ikke selv nogen ambitioner om at være sammen andre.
»Det går ikke begge veje. Jeg er ikke typen, der har tilfældige møder, når jeg er i et forhold. Jeg er ligeglad. Men jeg er også ligeglad, om den anden person har det. Faktisk kan jeg godt lide det,« siger hun.
Golden Globe-værten har været i et forhold on and off med tv-producer Chris Convy i flere år.

De to mødtes første gang i 2013, mens de arbejdede på MTV-showet 'Nikki & Sara'.
Nikki Glaser afslører, at hun tidligere har bedt Convy om at gå ud og flirte med andre mennesker, fordi hun vil have 'en fyr, som andre piger vil have'.
Hun bekræfter også, at hendes kæreste har 'gjort nogle ting' med andre kvinder. Hun afslører dog ikke, hvor langt han må gå.

