Vi husker dem som Kelly Taylor og Valerie Malone i 90'er hitserien 'Beverly Hills 90210'. 

På skærmen var de to unge kvinder ofte i konflikt med hinanden, men når kameraerne slukkede, udviklede Jennie Garth og Tiffani Thiessen gennem årene et varmt venskab.

Nu har Jennie Garth – bedre kendt som Kelly Taylor – udgivet sine erindringer.

I bogen 'I Choose Me' afslører hun, at de to ikke længere har kontakt. 

»Vi er ikke længere tætte,« skriver hun ifølge Page Six. 

»Tiffani og jeg fik ikke en særlig lykkelig afslutning på vores venskab.«

Tiffani Thiessen har også tidligere udtalt sig om bruddet med Jennie Garth. 
Tiffani Thiessen har også tidligere udtalt sig om bruddet med Jennie Garth.  Arkivfoto: Valerie Macon/AFP/Ritzau Scanpix

Første afsnit af 'Beverly Hills 90210' blev sendt i oktober 1990, men det var først i femte sæson, at den nu 52-årige Tiffani Thiessen blev en del af holdet. 

I bogen indrømmer 54-årige Jennie Garth også, at hun i begyndelsen følte sig truet af den smukke og energiske nye medspiller. 

Ret hurtigt kom hun dog på bedre tanker og undskyldte overfor Tiffani Thiessen.

Siden udviklede de et tæt venskab.

Thiessen var brudepige ved Garths bryllup med Peter Facinelli i 2001, og det var Garth, der introducerede Thiessen for den mand, hun siden giftede sig med.    

Allerede i 2012 fortalte Tiffani Thiessen i talkshowet 'The Howard Stern Show', at hun og Garth havde haft et skænderi og var vokset fra hinanden.

»Det var mig, der blev såret, lad os bare sige det,« sagde hun ved den lejlighed. 

'I Choose Me' giver ikke nogen forklaring på, hvad de to blev uvenner over, men Jennie Garth nævner, at de er stødt på hinanden ved flere lejligheder.

Venskabet er dog slut. 

»Den forbindelse, vi engang delte, var der ikke,« skriver Jennie Garth. 

»Jeg har indset, at nogle venskaber er til for en grund eller en periode, og vores var et meningsfuldt et, mens det varede.«