Konspirationsteorier flyder i skrivende stund på de sociale medier. En stribe af verdensstjerner er blevet ramt af vilde rygter og opdigtede historier.

Ekspert i konspirationsteorier, Kasper Grotle siger, at sociale medier har fået fænomenet til at eksplodere.

»Sociale medier har fået konspirationsteorier til at eksplodere. Der bliver delt ekstremt mange billeder og man kan gå i dybden med de enkelte dele. Det er i høj grad noget, som sociale medier har gjort muligt for folk«, siger han.

For nyligt var det popstjernen Selena Gomez, der blev offer for konspirationsteorier.

På platformene TikTok og X er der flere af hendes fans, som hævder, at hendes udseende har ændret sig markant efter 2017, og at hendes talemønster ikke er til at genkende.

Ifølge hendes fans døde hun allerede tilbage i 2017, da hun fik en nyretransplantation i forbindelse med sin lupus diagnose, som er en autoimmun sygdom, hvor immunforsvaret angriber kroppens eget væv.

Og for at spare millioner af fans for sorg over hendes død, mener de, at hendes team har erstattet hende med en klon.

Teorien tog allerede fart, da hendes navn dukkede op i de såkaldte Epstein-filer, der for nyligt blev offentliggjort for at kaste lys over, hvem der havde forbindelse til den afdøde sexforbryder.

I et dokument fra Epstein-filerne lyder det: »Undskyld, du havde sikkert haft det sjovt. Han har besluttet sig for Selena Gomez«, skriver Epstein blandt andet i en mail.

For TikTok-brugerne var det den rygende pistol.

Det tolkes af de konspirationsteoretiske fans som, at hun var blevet et mål for Jeffrey Epstein og nu skulle nogle skride til handling og eliminere hende. Og erstatte hende med en klon.


Ifølge Kasper Grotle sidder fans som detektiver i online forummer og går helt ned i de enkelte detaljer ved at manipulere og zoome ind på billeder. 

Det gælder altså fra ansigtstræk til den specifikke engel tatovering på Justin Biebers håndled, som fans nu er overbeviste om er et hemmeligt mindesmærke for Selena Gomez.

Fans af Selena Gomez har været særlig aktive på X og TikTok for tiden, for at udtrykke deres bekymringer for verdensstjernen. 
Fans af Selena Gomez har været særlig aktive på X og TikTok for tiden, for at udtrykke deres bekymringer for verdensstjernen. 

»Den her ekstreme detalje fokus er noget, vi har set før ved både Kennedy-mordet og 11. september, men sociale medier har fået det til at eksplodere«, forklarer Kasper Grotle. Han tilføjer, at specielt ai-genereret materiale nu gør det næsten umuligt at se, hvad der er originalt, og hvad der er manipuleret.

På tværs af de sociale medier som TikTok og X kryber fans til korset om, at de er skræmte. Ifølge eksperten er kendte personer som Selena Gomez særligt udsatte, fordi de er offentlige figurer, som folk ofte bruger til at tage afstand fra »Hollywood-eliten«.

Konspirationsteorier bunder ofte i en overbevisning om, at eliten er involveret i perverse sexskandaler, mener Kasper Grotle. Det kan forklare, hvorfor Epstein-navnet bliver brugt som bevis.

Selena Gomez er ikke den eneste, der bliver ramt af klon-rygter, også stjerner som Jim Carrey, Avril Lavigne og Britney Spears har været genstand for lignende teorier.

Selvom det for nogle kan virke som en uskyldig leg, advarer Kasper Grotle om, at konspirationsteorier kan have en bagside. De kan føre til ekstremisme og udstille folk unødigt, hvilket er skadeligt for den offentlige debat.

Han understreger, at det for de kendte kan være »dybt ubehageligt« at stå model til den type rygter.

På trods af de omfattende rygter på de sociale medier har Selena Gomez ikke reageret på beskyldningerne.

Der er ingen verificerede beviser på, at Selena Gomez har forbindelser til Jeffrey Epstein, og der er intet faktuelt grundlag for, at hun er blevet »erstattet« eller »klonet«. Rygterne stammer fra ubekræftede skærmbilleder og spekulationer.