De er to af pladeselskabet Motowns største stjerner.

Og så havde de en affære. Det er i hvert fald, hvad den ene part, Smokey Robinson, nu påstår i et stort interview med The Guardian.

Og den anden part? Ja, det er såmænd ingen ringere end Diana Ross.

»Jeg var gift på det tidspunkt. Jeg arbejdede med Ross, og så skete det bare. Det var smukt,« siger den 83-årige Smokey Robinson og forklarer mere om, hvordan affæren opstod.

»Hun er en smuk kvinde, og jeg elsker hende den dag i dag. Hun er en af mine nærmeste. Hun var ung og forsøgte at få gang i sin karriere. Jeg forsøgte at hjælpe hende og fik hende ind hos Motown. Jeg var ikke ude efter hende, og hun var ikke ude efter mig, men det skete bare.«

Men som nævnt var Smokey Robinson altså på dette tidspunkt gift med Claudette Rogers Robinson, og det var da også dette, som endte med at spænde ben for affæren med Diana Ross.

Hun mente nemlig, at de to ikke kunne fortsætte med den udenomsægteskalige affære, fordi hun kendte Smokey Robinsons kone og vidste, at han stadigvæk elskede hende.

»Og det gjorde jeg. Jeg elskede virkelig min kone,« slår Smokey Robinson fast.

Han fortæller, at forholdet til Diana Ross lærte ham, at kærlighed er mere komplekst, end han nogensinde havde forestillet sig.

83-årige Smokey Robinson er fortsat aktiv som musiker og udkommer i år med sin første plade i ti år. Diana Ross har både slået sit navn fast på egen hånd og som en del af The Supremes. Hun har ikke kommenteret Smokey Robinsons påstand.